Helligtrekonger
Matt
2, 1-12
v1 Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes'
dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem v2 og spurgte:
»Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet
for at tilbede ham.« v3 Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele
Jerusalem med ham. v4 Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets
skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. v5 De svarede ham: »I
Betlehem i Judæa. For sådan er der skrevet ved profeten: v6 Du, Betlehem i
Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal
der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.«v7 Så tilkaldte Herodes i
al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen
havde vist sig. v8 Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg
jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også
jeg kan komme og tilbede det.« v9 Da de havde hørt på kongen, tog de af sted,
og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille
over det sted, hvor barnet var. v10 Da de så stjernen, var deres glæde meget
stor. v11 Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt
ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det,
guld, røgelse og myrra. v12 Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage
tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Denne evangelietekst passer godt til epistelteksten og taler
om hedningernes legemlige komme til Kristus, der er billedet på og begyndelsen
til det åndelige komme, som epistelen taler om. Det er på én gang en
forfærdelig og en trøsterig tekst. Den er forfærdelig for de store, lærde,
hellige og mægtige, fordi de alle sammen foragter Kristus. Den er trøsterig for
de ringe og foragtede, for hvem Kristus alene åbenbares.
Om
evangeliets beretning
For det første omtaler evangelisten kong Herodes for at
minde om patriarken Jakobs spådom i 1 Mos 49, 10, hvor han siger: ”Scepteret
viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker,
ham skal folkene adlyde.” før Siloa (frelseren) kommer. Af denne spådom er det
klart, at Kristus måtte være til stede, når jødernes rige eller regimente blev
frataget dem, så ingen konge eller regent af Juda stamme længere sad på tronen.
Dette skete nu ved denne Herodes, som ikke var af Juda stamme eller jødisk
herkomst, men en udlænding fra Edom og af romerne sat til konge over jøderne,
skønt disse fuldstændigt modsatte sig det. Han var i konflikt med dem i næsten
tredive år, udgød meget blod og slog de bedste af folket ihjel, indtil han fik
dem undertrykt og betvunget. Denne første udlænding havde nu regeret i tredive
år og tiltvunget sig regimentet, så han med ro havde magten, og jøderne havde
fundet sig deri, fordi der ikke længere var håb om at slippe fri. Jakobs spådom
var således opfyldt. Derfor var tiden inde, og da kom Kristus og blev født
under den første udlændings regering, da indfandt han sig efter profetien. Som ville
han sige: Scepteret er veget fra Juda, en udlænding sidder på tronen. Nu er
tiden, hvor jeg skal komme og blive konge, regimentet tilkommer nu mig selv.
De vise kaldes
sædvanligvis de tre konger, måske efter antallet af de tre ofre. Men det er
ikke bekendt, om de har været to, tre, eller hvor mange. Dog har de rimeligvis
været fra Arabien. Derpå tyder ofrene: guld, røgelse og myrra, som alle tre
findes af kostbart slags i det land, og man kan ikke forestille sig, at de har
købt det andet steds fra, for det er skik og brug i disse lande at bringe gaver
og foræringer af landets bedste frembringelser og egne goder. Sådan bød også
Jakob i 1 Mos 43 sine sønner, at de skulle tage af landets bedste frugter og
bringe dem til Egypten som gave til Josef. Hvis det ikke havde været landets
frembringelser, hvorfor skulle de da netop have bragt guld, røgelse og myrra
med sig, som frembringes i det land, og ikke hellere sølv og ædelsten eller et
andet lands frembringelser? Derfor har de ikke ofret Kristus disse gaver sådan,
som malerne pleje at afbilde det, at en kommer med guld, en anden med røgelse,
en tredje med myrra, men samtidigt har de givet alle tre slags som for en
person. Og det har formodentlig været en lille gruppe af brave mænd, som en
fyrste eller by har sendt som sine sendebud med gaver til kejseren.
Magi
Hvad
evangelisten her kalder ”magoi”, kalder vi på vort sprog, sandsigere, ikke sådan som profeterne var det, men, det, som
man plejer at kalde kloge
mænd og kloge koner,
der kunne sige folk alle slags ting, kende mange hemmelige kunster og omgås med
eventyrligheder. Deres kunst hedder magi. Det går til dels for sig med
sortekunstner og djævelvæsen, dog ikke ganske sådan som heksene og
troldkvinderne driver det. For en magiker efterligner de rette profeter, men
dog ikke ved hjælp af Guds ånd. De træffer sommetider det helt rigtige, for de
har ikke lutter djævelting for sig, sådan som heksene, men benytter både den naturlige fornuft og
Djævelens hjælp.
Sådan forholder det sig også med deres undergerninger, det er heller ikke blot
og bart djævelstøj, sådan som heksenes kunster, men blandet med naturlige
gerninger, og en magiker lægger sig altid efter den rigtige naturlige kunst. Der er mange hemmelige kræfter i naturen, og den, som forstår at bruge dem, han gør
ligesom undere for dem, der ikke kende dertil, sådan som når alkymisterne laver
guld af kobber. Denne erkendelse
af naturens hemmeligheder
har Salomo ved
Guds Ånd i en høj grad været i
besiddelse af og bruger den især smukt i 1 Kong 8, hvor han dømmer mellem de to
kvinder om det levende og det døde barn og af den allerdybeste naturgrund
udfandt, hvem der var den rette mor. På samme måde bruger Jakob i 1 Mos 30
denne kunst, når han med de stribede kæppe bevirkede, at der kun fødtes
plettede får.
Naturlæger
og urtemedicin
Denne kunst er en smuk og ret naturlig
kunst. Alt, hvad læger og deres lige ved, skriver om og bruger af
urters, frugters, metallers, stens og lignende tings kræfter har sin oprindelse
herfra. Det bliver også ofte trukket frem i Skriften, idet den bruger lignelser
hentet fra dyr, sten, træer og urter. I sådanne kunster har perserne, araberne
og andre østerlændinge praktiseret meget, har studeret det, og det har været en
ærlig kunst, som også har frembragt vise folk.
Men senere har svinene og de grove hoveder kastet sig
derover, sådan som det er gået med alle kunster og lærdomme. De er kørt alt for
langt ud af sporet og har opblandet
den ædle kunst med gøgleværk og trolddom. De har villet efterligne og eftergøre denne
kunst, og da de ikke har formået det, har de givet slip på den rette kunst, og
der er blevet gøglere og troldmænd af dem. De spår og gør undere ved Djævelens hjælp,
men undertiden også ved naturens kræfter. For Djævelen har beholdt meget af denne kunst og
bruger den til dels i magien, så magiker nu er blevet et uværdigt navn og ikke
betyder andet end en, som ved den onde ånd spår og gør undere. Somme tider
rammer de dog rigtig og bringer hjælp, fordi naturens værk, som ikke kan lyve,
bliver indblandet deri, hvad den onde ånd godt forstår.
Derfor har disse magikere eller vise ikke været konger, men erfarne folk, oplærte i sådanne naturlige kunster, selv om uden tvivl ikke alt har været så rent hos dem, idet de også har drevet meget gøgleværk ved siden deraf. Den dag i dag driver disse østerlændinge mangfoldige og store trolddomskunster, og den rette kunst er også her foragtet og svundet ind. Derfra har troldomskunster spredt sig i hele verden. Tidligere har de også beskæftiget sig med himmellegemernes og stjernernes løb.
Fornuften
efteraber
Sådan har den hovmodige fornuft til enhver tid opblandet og
ødelagt det, som har været godt, med sin efterligning og nysgerrighed, som den
driver ligesom aberne, idet den forvender alt, hvad den ser og hører. Sådan
efteraber de falske profeter de sande, de falske gerningshellige de rette
hellige, de falske lærde, de virkelig lærde. Betragter man den ganske verden,
så finder man, at fornuftens gerninger ikke er andet end et rigtigt abespil,
hvormed den vil efterligne det gode, men den fordrejer det kun og forfører sig
selv og enhver.
Derfor har disse
magikere ikke været andet, end hvad filosofferne var i Grækenland og præsterne
i Egypten, og hvad de lærde ved de højere læreanstalter nu er hos os. Kort
sagt, har de været de gejstlige og lærde i Arabien, ligesom nu gejstlige, lærde
folk sendes fra de højere læreanstalter med gaver til en eller anden fyrste.
For de højere læreanstalter roser sig også af, at de lærer den naturlige kunst,
som de kalder filosofi. De lærer dog ikke blot abespil, men giftig vildfarelse
og ren og skær drømme.
For den naturlige
kunst, som før hed magi, og nu filosofi, er den, hvorved man lærer naturens
kræfter og gerninger at kende, som f.eks., at en hjort med sin ånde lokker
slangerne ud af klippekløfterne, dræber og spiser dem, og derpå ved den af
giften fremkaldte store hede tørster efter friskt vand, sådan som Sl 42,
antyder. Ligesådan, hvordan en væsel lokker slangen ud af dens hul ved at vifte
foran den med sin hale, og når da slangen bliver vred og kryber frem, så lurer
væselen foran hullet, og idet slangen ser sig om efter sin fjende, slår væselen
sine tænder i dens hals ved siden af giften og tilintetgør således sin fjende i
dens eget hul. Magikerne har nu studeret denne kunst, i hvilken der er skjult
stor visdom om Kristus, og om hvordan mennesket skal forholde sig i livet. Når
vi altså skulle gengive dette evangelium på vort eget modersmål, så måtte vi
egentlig sige: der kom mestre i naturen fra østerland, eller: naturkyndige fra
Arabien.
Der er også dem, som undrer sig over,
hvordan de på så få dage har tilbagelagt så lang vej. Man tror nemlig, at de er
kommet på den trettende dag efter Kristi fødsel, og geograferne siger dog, at
Arabiens hovedstad ligger hen ved tres dagsrejser fra Middelhavet, som Betlehem
jo ligger tæt ved. Men sådanne og lignende spørgsmål bekymre mig slet ikke; for
det er heller ikke nogen trosartikel, at de netop er kommet der den trettende
dag. Det er heller ikke nødvendigt at antage, at de var fra hovedbyen eller fra
landets yderste ende; de kunne lige så godt være kommet fra et sted ikke langt
uden for grænsen, i bekvem tid og på naturlig måde. For Maria måtte som en
anden kvinde efter loven blive seks uger i Betlehem som uren og holde sig inde,
så hun nok har været at finde dér mere end tyve eller tredive dage. Dog vil jeg
ikke hermed forkaste den almindelige mening, at det er gået til ved et under,
når blot ingen tvinges til at antage det, som var det en trosartikel, sådan som
man har gjort og plejet at gøre i mange lignende stykker. Hvad den guddommelige Skrift ikke nævner,
har ingen pligt til at holde for en trosartikel.
Så er det nu evangelistens mening, at da Kristus var født under Herodes, den første fremmede konges regimente, og spådommenes tid var opfyldt, se, da skete det store undertegn. Ham, som hans egne landsmænd og medborgere ikke ville søge og lære at kende, ham søger disse fremmede og udenlandske folk fra et fjernet sted. Ham, til hvem de højlærde og præsterne ikke ville komme og tilbede, til ham kommer sandsigerne og stjernekiggerne. Det var jo en stor skam for hele det jødiske land og folk, at Kristus var født iblandt dem, og de allerførst skulle få det at vide af fremmede, hedenske og udenlandske folk. Og i hovedbyen Jerusalem burde de dog først og fremmest have vidst det. Derved er der da givet dem en kraftig formaning til at lære at kende og søge Kristus. Men senerne i deres hals er af jern og panden af bronze, som Esajas siger om dem 48, 4.
Vi nødsages til at tale noget mere om de naturkyndige eller
mestrene i naturen, fordi magikerne her siger, at de har opdaget en konges
fødsel på grund af stjernen. Man skal vide, at kundskaben om naturen for en del
besiddes af ethvert menneske. Jeg ved for eksempel, at hundens tunge læger sår,
at en kat fanger mus, at en høg fanger agerhøns, og så videre. Nogen ved mere,
andre mindre om naturen ved egen erfaring eller andres undervisning. Men Gud
har ikke åbenbaret hele naturen for os, men den mindste del deraf. Derfor er
fornuften nysgerrig og vil stedse vide mere og mere. Deraf er forskningen og
studiet af naturen opstået.
Nu er det ikke muligt for fornuften, efter
at den ved Adams fald er blevet formørket, at trænge dybere ind i naturens
erkendelse, end erfaringen og den guddommelige oplysning gør det muligt. Men den urolige fornuft kan ikke være stille og
lade sig nøje dermed, men den vil se og vide alt, ligesom en abe. Derfor tager
den fat og digter og forsker videre, end det er den befalet, og foragter, hvad
erfaringen og Gud har givet den, og finder dog ikke, hvad den søger. Sådan bliver alle dens studier og forskning
blot vildfarelse og narreværk.
Deraf kommer det, at da mennesker foragtede eller ikke kunne magte den
naturlige kunst, har de delt sig i utallige partier og sekter. Nogle har
skrevet om jorden, andre om vandene, nogle om det ene, andre om det andet, så
der ingen ende har været på bogskrivning og studier.
Til sidst, da de havde studeret sig trætte
på jorden, er de faret til himmels, har også villet kende himlens og
stjernernes natur, som man dog aldrig kan have nogen erfaring om. Her har de nu fået virkelig fri rådighed
til at opdigte, lyve og bedrage og sige om den uskyldige himmel, hvad de
ønsker. For, som man siger, de,
som lyver om fjerne lande, de lyver med overbevisning, fordi man ikke med egen
erfaring kan gendrive dem. Sådan også her: Fordi ingen kan nå op til himlen og
hente nogen erfaring om dens lære eller vildfarelse, så lyver de af fuld magt
og med største sikkerhed. Her lærer de, at den, som fødes i det stjernetegn, han må blive en spiller; at den, som fødes under
den eller den konstellation, han må blive rig eller vis; eller, han må blive
slået ihjel; eller, at den, som på den eller den dag bygger, gifter sig eller
går ud, ham må det gå sådan eller sådan med. De siger, at stjernerne på himlen har en
sådan natur og virker sådanne ting hos de mennesker, som fødes på bestemte tidspunkter. Gud bevare os, hvor dog
alle mulige ting er underkastede denne kunst. Til den har da fornuften hengivet
sig med fuld andagt, fordi det er store, grove løgne og rigtige, unyttige
fabler, hvori den siden dens forblindelse har sin største lyst. Sandheden
smager den ikke så godt som fabler og løgne.
Men for at vi nu skal komme tilbage til teksten, så vil du måske sige: Ja, men nu siger dog dette evangelium, at disse magikere af stjernen har erfaret en konges fødsel. Derved stadfæstes det jo, at den kunst at tyde stjernerne kan læres og kendes, da Gud selv hjælper til og lader en stjerne vise sig, hvorved han lokker og lærer magikerne. Svar: Bliv kun ved eksemplet, og lær sådan, som disse magikere har lært af stjernen, så gør du ret og farer ikke vild, for der er ingen tvivl om, at solen, månen og stjernerne er skabt, for at de skal være tegn og med deres skin tjene jorden, som Moses skriver 1 Mos 1.
Himmellegemerne
giver tegn
Af solen lærer du, når den går op, at dagen begynder; når
den går ned, at dagen har til ende; når den står midt på himlen, at det er
middag, og så videre er den sat dig til et tegn og mål på tid og timer, for at
du kan rette din gerning og handling ind efter det. Ligesådan månen og
stjernerne om natten. Desuden benytter du også solen, når du skal pløje og
dyrke din mark og røgte dit kvæg. Du må indrette dit arbejde efter varmen og
årstiden.
Ligesådan skal du også vide, at når solen
mister sit lys, så er det i sandhed et ondt tegn, som vil have en ulykke til
følge. På samme måde, når en komet eller stjerne med hale viser sig, for det
lærer erfaringen os. Desuden siger Kristus i Luk 21, at sådanne tegn skal ske i
sol, måne og stjerner, og betegne verdens sidste ulykke. Sådan er det også et
tegn, når der er kraftigt uvejr, lyn og oversvømmelser. Men hvordan det går for
sig, og hvad for naturlige kræfter der rører sig i alt sammen, eller hvilke
hemmelige virkninger det har, er ikke nyttigt eller nødvendigt for dig at vide.
Det er nok, at du deri
erkender Guds vrede og forbedrer dig.
Således har der disse år været set overmåde mange formørkelser, mange tegn på
himlen i mange lande, for der forestår med sikkerhed en stor omvæltning. Sådan
betegnede også formørkelsen under Kristi lidelse den ulykke, som hidtil har
hvilet over jøderne. Sikre tegn er de, hvortil Gud har skabt dem, men det, som
gøglerne opdigter om dem er usikkert.
Sådan har disse magikere heller ikke haft mere i denne stjerne end et tegn, har heller ikke brugt den som noget andet end et tegn, som Gud også havde bestemt den til. Derfor kunne stjernetyderne og sandsigerne ikke finde nogen bekræftelse eller bestyrkelse for deres kunst i dette evangelium. Selv om disse magikere også ellers har forført sig selv i denne kunst, har de dog her ikke brugt stjernen til andet end til et tegn. De siger jo ikke, hvad Kristus i fremtiden skal være, hvordan det skal gå ham. De spørger heller ikke efter det, men har nok i, at det er en stor konges tegn, og spørger kun efter, hvor han er at finde.
Og for at Kristus ganske og aldeles kan stoppe
munden på sådanne sludderhoveder, har han ved sin fødsel frembragt en særlig ny stjerne, som var ubesmittet og uberørt af deres snak.
Hvis de ville sige, at han var født under de eller de stjerners konstellation,
kunne han imødegå dem og sige: denne stjerne er dog ikke en af dem, som jeres
kunst opdigter sine påfund om. Selv om så alle menneskers tilkommende skæbner
skulle stå i stjernerne, sådan som I lærer, så kan der ikke være noget at finde
i denne stjerne, som er af en ny og anden art end disse, og som I jo ikke har
vidst eller hørt noget om før. Videre, da ingen af de andre stjerner har nogen
underretning om Kristus at give, men han har en egen ny stjerne, så følger
deraf, at de heller ikke giver nogen underretning om noget andet menneske, for
han er jo lig et andet menneske. Omvendt, da denne nye stjerne ingen meddelelse
giver om andre – for den har ikke været synlig i længere tid – så giver den
heller ingen undervisning om Kristus, som er alle mennesker lig. Derfor er det
idel gøgleværk og sådan en unyttig kunst at tyde stjernerne.
Men hvorfor disse magikere har erkendt denne stjerne som et sådant tegn på, at en konge så sikkert netop nu var født, kan jeg ikke vide. Måske har de i deres historiske bøger og krøniker fundet, at andre kongers fødsel oftere før har været antydet på himlen eller ved en stjerne. For man finder også i den romerske og græske historie, at nogle store fyrsters og særlige personers komme eller fødsel er blevet bebudet ved undere og tegn i luften og på himlen. Så vidste disse magikere vel, at dette jødefolk var et særligt, af Gud udvalgt folk, mod hvem Gud gjorde og havde gjort meget frem for mod andre folk. Derfor, da dette var en så liflig stjerne, har de bestemt tænkt, at Gud havde skænket dette folk en ny konge.
Det er heller ikke
sikkert, som nogen mener, at de har kendt Bileam udsagn i 4 Mos 24, 17: ”En
stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel.” Dette ord
taler mere om Kristi åndelige opgang, og Kristus er selv stjernen. Men den, som
ikke er tilfreds med dette, kan mene, hvad han vil. Måske har de fået det ved
guddommelig åbenbaring.
De har i
begyndelsen heller ikke anset denne konge for ond, men for en almindelig
verdslig konge, ligesom dronningen af Arabien anså Salomo for at være og derfor
kom til ham med sit lands gaver. Derfor kommer de også til Jerusalem, til
hovedbyen, hvor de håber at finde ham i det kongelige palads og i kongelig
pragt. For stjernen, som de så over jødeland, da de endnu var derhjemme i
Arabien, må senere være forsvundet, så de ikke har set den på vejen, før de
drog fra Jerusalem til Betlehem, sådan som evangeliet beretter.
Når de siger, at de
har set hans stjerne, så er det ikke deres mening, at Kristus har skabt den,
men at den er hans, fordi den er tegnet på hans fødsel, ligesom også nu
stjernetyderne kalder ethvert menneskes tegn dets tegn, hvorunder det er født,
ikke, at mennesket selv har skabt tegnet. Kristi guddom forbliver uforklaret
lige til hans himmelfart, skønt den ofte viser sig.
Sådan også, da de
ville tilbede ham, gør de det i den mening, som Skriften viser, at kongerne i
disse lande blev tilbedt; ikke sådan, at man holdt dem for guder. Det, at man
faldt ned for dem og ærede dem, kalder Skriften at tilbede dem, og bruger dette
ord både om Gud og mennesker ligesom ordet herre, konge, ja endog navnet Gud,
når det i 2 Mos 7, 1 siges til Moses: ”Se, jeg gør dig til gud for Farao.”
v3 Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele
Jerusalem med ham.
Hvorfor forskrækkes de? Jøderne ventede jo dog på Kristus,
der var forjættet dem i 1 Mos 49, som ovenfor sagt. I Jerusalem var der på den
tid Simeon og Anna og uden tvivl også mange flere hellige mennesker, som
ventede Kristi komme og glædede sig dertil. Grunden til at Herodes forfærdes er
åbenlys. Han er bange for sit kongerige, fordi han er sig fuldt bevidst om, at
han er en udlænding og har gjort sig slet fortjent af jøderne. Han vidste vel
også, at jøderne ventede Kristus, som skulle forløse dem, sådan som Moses havde
gjort, så hans samvittighed måtte ængste sig for, at der kunne rejse sig et
oprør mod ham, og han blive stødt fra tronen.
Jøderne derimod
frygter for Herodes og romerne, at det ville koste meget blod, hvis de nu
skulle have en ny konge. De havde modsat sig romerne og Herodes til stor ulykke
for sig selv, og det var gået dem ligesom Israels folk i Egypten, da Moses
skulle føre dem ud deraf, og de derfor blev hårdere forfulgte end før, så de
straks knurrede mod Moses. Det var et tegn på deres svaghed i troen, ligesom
også denne Jerusalems forskrækkelse åbenbarer deres vantro, at de så mere på
menneskers end på Guds magt.
Men de hellige og
fromme mennesker er ikke blevet forskrækket, men glade. Når evangelisten
imidlertid siger, hele byen forfærdedes med Herodes, så er det ikke talt om
alle indbyggerne eller borgere i byen, men efter Skriftens sædvane. Når den
nævner en by alene og ikke tillige dens beboere, så mener den ikke alle og
enhver, som findes deri, men de fleste, den største del. Anderledes er det, når
der i Josvas bog oftere står skrevet, at han har ødelagt den og den by, og det
udtrykkelig tilføjes, at han har slået alt ihjel, hvad der fandtes af
indbyggere og levende væsener.
Her
kunne man spørge, hvorfor Kristus ikke har ført disse magikere eller vise lige
til Betlehem ved hjælp af stjernen, men lader dem udforske Skriften angående
hans fødsel, som de nu havde fået kendskab til. Det sker af den grund, at han vil lære os
at holde os til Skriften og ikke følge vort eget hoved eller andre menneskers
lærdomme. Han vil ikke, at
hans Skrift skal være givet for intet. Her vil han lade sig finde og ellers ingen
andre steder. Den, som
foragter Bibelen og lader den ligge, han kan og skal aldrig finde ham.
Vi skal
holde os til Skriften
Sådan har vi ovenfor hørt, at engelen også gav hyrderne et
tegn, ikke Maria og Josef eller noget som helst menneske, hvor hellige de end
kunne være, men alene svøbet og krybben, hvori han var svøbt og lagt, det vil
sige, profeternes skrifter og loven. Heri er han svøbt. Disse skrifter har ham.
De handler kun om ham og vidner om ham og er hans sikre tegn, som han selv
siger i Joh 5, 39: ”Gransk Skrifterne, som I mener, indeholder det evigt liv,
for de vidner om mig.” [Sådan oversætter Luther dette vers, hvad grundteksten
også giver mulighed for]. Og Paulus i Rom 3, 21: ”Guds retfærdighed er bevidnet
af loven og profeterne.” Ligeså har vi hørt om Simeon og Anna, at de
symboliserer Skriften, der viser os Kristus og bærer ham på sine arme. Og i Luk
16 vil Abraham ikke opfylde den rige mand ønske om at sende Lazarus til hans
brødre, men henviser dem til Skriften og siger: ”De har Moses og profeterne,
dem kan de høre. Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke
lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” (v. 29-31).
Tre
afveje
I modsætning til denne trofaste guddommelige lære har vore
lærde hidtil opfundet mange slags måder at lære sandheden på. Nogle af dem må
vi her fremsætte, så vi kan tage os i agt for dem.
For det første har de opstillet utallige love, bestemmelser,
artikler og lærdomme, opfundet af mennesker, som de kirkelige retslove og
lignende, ordener og regler, som helt sikkert ikke er Kristi krybbe og svøb, ej
heller Simeon og Anna. Paulus advarer os omhyggeligt mod sådanne lærdomme, for
at vi skal blive ved Guds Ord alene. For alle menneskelærdomme er farlige og
fører til sidst bort fra troen, ligesom Salomo blev forført ved fremmede
kvinder. Det forklarer Paulus i Tit 1 sådan, at menneskelærdomme fører bort fra
sandheden. Men hvis nogen brugte menneskers lærdomme, som man bruger mad og
drikke og tøj, så var de kun en ringe skade. Ingen spiser og drikker eller
klæder sig af den grund, at han tror, at han bliver from og salig ved det. En
sådan mening eller samvittighed ville være en grov dårskab for enhver. Hans
mening og tro om, hvordan man bliver frelst, er alene den, at hvis man kun tror
fast på Kristus, så bliver man frelst og salig. Den mening er ret, og den
samvittighed god. Altså: Den, som faster, arbejder, bærer munkedragt eller
præsteklæder eller overholder sin ordensregel sådan, at han opfatter det på
samme måde som mad og drikke, han vandrer og handler ret. Han tror ikke, man er
from, fordi man gør disse ting, og heller ikke at man er ond, hvis man lader
være. Han ved, at man kun ved troen er from. En sådan person skader
menneskelærdommene intet, lige så lidt som mad og drikke eller klæder skade
ham. Men hvor findes de, som gør sådan? Blandt tusinde næppe en. De siger i
almindelighed alle: Ja, skulle jeg ikke blive frelst og salig ved et sådant
liv, sådanne ordener, regler og gerninger, hvad skal jeg så med det, jeg store
dåre
Derfor er det umuligt, at menneskelærdomme
ikke skulle føre bort fra sandheden, som Paulus siger. Der må ske ét af to: Enten
må man foragte eller forlade dem, når man hører, at man ikke derved bliver from
og salig – eller de besnærer og forkvakler samvittighed og mening, når man
mener, at man ved dem bliver from, og at de må overholdes. Troen går under og
sjælene dør. Da er der ingen hjælp eller redning. Troen kan hverken bestå eller
tåle det, når man mener, at noget andet er nyttigt og nødvendigt til at blive
from, end den alene. Den, som derfor har troen, regner ikke med menneskebud,
men holder dem, når og hvordan han vil. Han er slet og ret en herre over disse
love. Men den, som har menneskebud uden tro, han kan ikke lære troen at kende,
bliver evindelig en træl af menneskelærdomme, gør heller aldrig nogen god
gerning, sådan som Paulus siger i Tit 1, 16. Derfor skal man alene holde sig til den
blotte Skrift. Det er alene den, der forkynder Kristus, at vi ved ham i troen
bliver fromme og derefter frivilligt gør alle gerninger til næstens bedste, som
vi ofte har sagt.
For det andet forelægger de os helgenernes legender og eksempel,
hvormed de også bestyrker og begrunder deres menneskelærdomme, og det gør i
sandhed stærkt indtryk og fordærver utallige sjæle. Derved føres man lige så
stille bort fra Skriften og troen, at ingen bemærker det. Her stiller de Sankt
Benedikt, Bernhard, Gregor, Augustin, Frans og mange store helgener frem for
os, som ingen kan nægte, har været hellige mænd, og som desuden har levet i
sådanne menneskelærdomme og ordener og er blevet hellige. Sig mig, hvordan kan
et enfoldigt hjerte tåle sådanne stød og forblive i troen? Der skal en
apostolisk eller evangelisk ånd til for at kunne stå imod dette. O, hvor sikre
de er; hvor farer de af sted, når de har opstillet sådanne helgeners eksempel;
da mener de, de har tændt det rette lys.
Når jeg nu ville sige til dem: Sådanne helgener har også brugt mad, drikke, søvn og klæder: burde vi da ikke også oprette en spiseorden, drikkeorden, soveorden og tøjorden? – så ville de svare: Nej, de kære fædre har ikke gjort sådant for derved at blive fromme, sådan som de har gjort med de andre ting, som de har holdt for gode og hellige veje. Hertil svarer jeg: Når du siger, at de kære fædre ved sådan væsen er blevet fromme, mere end ved mad, drikke, søvn og klæder, så farer du åbenbart vild. For Gud har omhyggeligt vogtet på, at han ikke har æret nogen af disse helgener med noget under for deres gerningers skyld, men de har alle været fulde af ånd og tro. Nu lader du deres ånd og tro fare og griber alene deres ydre væsen. Det er netop det samme, som hvis en nar hele sit liv igennem ikke gjorde andet end at sove, fordi han havde hørt, at Bernhard engang havde sovet, og han derved forventede at blive from og salig. Derfor gør man helgenerne uret, når man påstår, at de har overholdt sådanne ordener i den mening, at de derved skulle blive fromme og salige, og man bedrager sådan folk med helgenernes livsførelse og navn.
Men så siger du: Ja, men de har dog
overholdt dem og ikke foragtet dem, heller ikke agtet dem så ringe, som du
lærer at agte dem. Jeg svarer: Det tilkommer hverken mig eller dig at dømme
deres mening og hjerte; men det siger vi: Det er ikke umuligt, at de har agtet
sådanne ting alt for højt. Men deri har de som mennesker faret vild, for det må
enhver bekende, at de kære helgener har fejlet og syndet. Derfor vil Gud, at man kun skal se på hans
ord og ikke følge de kære helgeners eksempel videre, end hvor de følger Guds
Ord. Hvor de derimod som
mennesker følger deres eget hoved og menneskers lærdomme, skal vi efterfølge
Sem og Jafet, som fromt tildækkede deres fars skam, og ikke med den onde Kam
prædike og snakkede vidt og bredt om det. Sådan skal vi også tie stille om
disse helgeners skrøbelighed og ikke udbrede den, så vi alene efterfølger deres
styrke.
Det er slet intet under, at de kære helgener
har snublet og fejlet heri. Erkendelsen af Kristus og troen er en så høj og
stor ting, at alene Guds nåde kan virke den i os. Kød og blod lærer os intet om
det, men alene faderen i himlen, som Kristus bevidner i Matt 16, 17. Der er
større helgener end Augustin, Benedikt og Gregor og deres lige, som har faret
vild heri. Der var jo allerede på apostlenes tider sådanne lærere, imod hvem
Paulus skriver alle sine breve, så han kan bevare troen ukrænket af gerningerne
og menneskelærdommene. Og – for at du skal forundre dig endnu mere – hele
kirken har, da den endnu var ny og på sit bedste, faret vild heri, så at alene
Peter, Paulus og Barnabas stod fast og fik sat igennem, at ingen lov eller
gerning var nødvendig eller nyttig til at gøre from. Det fremstiller Lukas
tydeligt i ApG 15. Nu var der jo store helgener der, som apostlene og deres
disciple. Alligevel blev de ført vild og var også blevet i den overbevisning,
at lov og gerning er nødvendige til salighed, hvis ikke Paulus og Peter havde
stået imod. Og heller ikke de havde vidst rettere, hvis ikke Gud ved undertegn
fra himlen havde gjort dem visse i den mening, at kun troen er nyttig og
nødvendig til at gøre salig, sådan som det berettes i ApG 10. Endvidere, selv
om Peter vidste det, og selv havde hjulpet til at opretholde det, så fejler han
alligevel også heri i Antiokia og bruger ikke denne frihed ret, så alene Paulus
modstod ham, som han skriver i Gal 2. Ikke sådan at forstå, at Peter mente, at
han måtte overholde loven, men han gjorde ikke virkelig brug af den frihed, som
han vidste, han besad, men mente, at han for de øvriges skyld måtte undlade
det. Det var ikke ret gjort, men blev revset af Paulus. Derfor gælder det
aldeles intet, når man fremfører eksempler fra helgenerne eller andre ting ved siden af eller ud over Skriften. Det bedrager ligeså meget, ja meget mere, end
nogen kætters eller falsk lærers vildfarelse, fordi sådan skrøbelighed prydes
alt for meget af den sande hellighed. Gud har derimod ladet os se deres
skrøbelighed, for at han kan holde os til sin Skrift og lære, uden for hvilken der hverken findes noget
liv eller lys, selv om en
engel lærte det.
For det tredje lægger de stor vægt på helgenernes udlægning af
Skriften. Deres tolkning skal også anses som et lys. Herved hænger de sig også
fast og mener, de her har noget, som ingen kan forkaste. Derved hindrer de os altid fra at komme til
Skriften alene.
De farer af sted og siger: Skriften er mørk, og mange bliver kættere ved den.
Er det ikke den værste af al gudsbespottelse? Men hvem siger dem, at ikke også
fædrene er mørke? Eller hvem vil garantere os, at fædrene ikke tog fejl i deres
udlægning, da det er åbenlyst, at de ofte har fejlet, ofte har modsagt sig selv
og hinanden, og meget sjælden stemmet overens. Gud føjer det sådan og gør også
denne fædrenes udlægning usikker, vogter på alle sider, for at vi ikke skal
løbe væk fra hans Skrift. Alligevel smutter vi bort og lader os ikke holde
tilbage.
Derfor skal vi vide, at det ikke er sandt,
hvad de siger, at fædrene
oplyser den mørke Skrift.
De gør fædrene uret og lyver dem på. Det er ikke fædrenes opgave at oplyse
Skriften med deres egne fortolkninger, men at fremføre klare skriftsteder og
således tolke Skrift med Skrift, helt uden deres egne tilsætninger.
At der opstår kættere ved Skriften, er
ganske vist sandt; hvorved skulle de ellers opstå? Alligevel er det sandt, at
ingen bog lærer troen mere end Skriften. Ligesom derfor ingen kan blive en kristen uden alene ved
Skriften, sådan kan heller ingen
blive en kætter uden alene ved Skriften. Kristus selv er et tegn, som modsiges,
som mennesker støder sig på, nogle falder og nogle oprejses. Skulle man derfor
forkaste ham eller opstille en anden Kristus ved siden af ham? Hvis du ikke
bruger brød og vin på den rette måde, skulle man så derfor lade mark og vingård
ligge, eller straks opdyrke andre ved siden af? Den onde ånd er Skriften
fjendsk, derfor har han ved dette skrig, ved sin bespottende mund gjort den
berygtet og fordægtig på denne måde.
Kristus
findes kun ved hjælp af Skriften
Men hvad lærer denne tekst os? For det første spørger de
vise ikke efter ypperstepræsterne. De siger ikke: Hvor er Annas eller Kajfas,
eller hvordan har den eller den levet? Men de siger sådan: Hvor er den jødernes
konge, som nu er født? Ja, Kristus lader dem, os til et eksempel, støde an og fejle
deri, at de søger ham i Jerusalem, i den hellige by, hos de gejstlige, hos de
lærde, hos de øverste. Han lader sig ikke finde i den hellige by eller i al den
ydre hellighed. De får heller ikke svar fra menneskers fortolkning, men hvad
Skriften selv siger om Kristus. Det er alene den, man skal søge hos de hellige
folk og på de hellige steder.
Herved er der givet
os et klart eksempel på, at vi alene skal give agt på den blotte Skrift, når
det gælder lære, fortolkning og livsførelse, uden at se hen til nogen
menneskers gerninger. Med alle helgeners lærdomme og livsførelse skal vi
forholde os sådan, at vi ikke godtager alt, hvad der findes i deres lære og
liv, men underkaste det en undersøgelse, så vi kun antager det, som stemmer
overens med Skriften. Hvad der er deres eget, uden grund i Skriften, skal vi
anse som menneskelige ting og lade det blive, sådan som Paulus lærer os i 1
Thess 5, 21: ”Prøv alt, hold fast ved det gode.” Det har også Moses betegnet i
3 Mos 11, 3 og 5 Mos 14, 6, hvor han beskriver de rene og urene dyr, idet alle
dyr, som ikke har spaltede klove og tygger drøv, er urene. Det er de mennesker,
som ikke spalter deres fødder, det vil sige, vandrer tankeløst gennem livet;
hvad der kommer dem for, samler de op og følger det. Men de rene dyr er de
mennesker, som foretager åndens prøvelse i alle ydre ting og lærdomme. Det, de
ser stemmer overens med Skriften, overholder de; men hvad der er uden grund i
Skriften og idel menneskefund, lader de fare, så må helgenerne være så store,
som de kan og vil.
Ingen helgen har
været så fuldkommen, at han ikke har haft kød og blod, ja en bestandig strid
med sit kød og blod. Derfor er det ikke muligt, at det, de har, skal holdes for
den rene ånd og tages til eksempel. Naturen og fornuften er mange gange blevet indblandet,
og dem bør man ingenlunde følge. Derfor byder Moses os at spalte fødderne, og
Paulus os at foretage åndens prøvelse og ikke antage alle gerninger og alt
væsen.
Det
naturlige lys og hedningernes forstand
I
disse tre stykker, det vil sige, menneskelærdomme, helgenernes eksempel og
fædrenes fortolkninger, mener de nu. og tror enhver, at de er på ret vej. Der
er ingen, som tør betvivle det eller sige imod, så de regerer her med al
sikkerhed. De har det fint med, at ingen andre end de alene har Den Hellige
Skrift, som de godt og grundig
har indesluttet i disse tre kar. Oven i købet er de faldet endnu dybere i
mørkets afgrund, så de
påstår, at det naturlige lys og den hedenske kunst også er et godt middel til
at finde sandheden.
Det er nu for tiden opfattelsen på de højere læreanstalter, så de i grænseløs
vildfarelse lærer, at ingen
kan blive en ret teolog uden Aristoteles. O blindhed over al blindhed!
Det kunne tolereres, hvis de ved den
naturlig kunst forstod, at ilden er varm, at tre og fem er otte og lignende,
hvad al naturlig fornuft godt ved. Men de taber sans og samling og opdigter kun
drømme og unyttige
tanker om ting, som ikke er til,
og som de ikke kender, så det er en jammer at tænke på deres afsindige, gale
studeren. De anvender så mange ressourcer og så meget besvær, at den onde ånd
kun har sin morskab med dem. Den bruger Gud til at plage dem med. Det har de
også fortjent, når de ikke er blevet ved den blotte Skrift. Derfor må de ene og
alene spise og fortære dette Helvedes skidt og stank.
Dernæst er de kommet i Djævlens vold og har bygget på, at sjæle har vist sig og bedt om hjælp. Sådanne genfærd og alt, hvad de har sagt, har de da troet på uden forbehold og frygt. Derfor er messen kommen i sådan misbrug med sjælemesser for de døde og handel dermed, at det ikke kan beklages nok, selv om så al verden græd blod dag og nat. Her har Djævelen ladet sig besværge og tvinge til at sige sandheden. Derved har han kunnet drive sådan spot og spil med vor tro og nadver, som han selv har ønsket det. Det er alt sammen den velfortjente løn for vor nysgerrighed, at vi ikke har ladet os nøje med Guds Skrift. Vi har holdt vor trofaste Gud og fader for en nar og tåbe, som den, der understår sig at lære os ved sin Skrift og ikke ved eller kan lære os, hvad vi skulle vide, eller hvad der er os nødvendigt at vide. Derfor handler han ret imod os, når han lader os blive Djævelens disciple, fordi vi foragter hans skole.
Om
ånder og genfærd
Så
siger du: Skal man da ikke tro, at der gives vildfarende ånder, som vandrer om
og søger hjælp? Svar: Lad vandre omkring, hvad vandre vil. Du hører, hvad din
Gud byder dig. Selv om du holder alle sådanne ånder for fordægtige, så synder
du slet ikke, men holder du en af dem for retskaffen og pålidelig, så er du
allerede i fare for at ledes i vildfarelse. Hvorfor det? Jo derfor, at Gud ikke
vil vide af, at du skal lære af de døde eller søge sandheden hos dem. Han vil
selv være din levende, overflødige og fuldkomne lærer. Til hans Ord skal du
holde dig. Han ved godt, hvad han skal sige dig om de døde og levende, for han
véd alle ting. Men hvad han ikke siger eller ikke vil sige dig, skal du ikke
begære at vide og vise ham så megen ære, at du tror, at han bedst ved, at det
ikke er nødvendigt, nyttigt eller godt for dig at vide. Derfor skal du frit og kækt slå alt sådant
åndespøgeri hen i vind og vejr, og ikke frygte for dem. Så skal de sikkert også lade dig være i fred. Er det sådan, at du i dit hus har et
spøgelse eller en forstyrrende ånd, så indlad dig ikke i samtale, men vid, at det ikke er nogen god ånd. Slå korsets tegn for dig, og hold troen
fast i dit hjerte.
Har Gud sendt dig den til straf ligesom over den fromme Job, så vær beredt og
bær det villig. Men er det dens eget spil, så foragt den i en stærk tro og
forlad dig kun med tillidsfuldhed på Guds Ord, for Guds Ord vil den ikke give
sig i kast med. Det skal du ikke være i tvivl om. Jeg holder rigtignok for, at
ingen sådanne urolige ånder af Gud er sendt til straf, men at det er deres egen
onde lyst at indjage mennesker ubegrundet skræk, fordi de ikke længere har magt
til at skade dem. Hvis de havde magt til at gøre skade, ville de ikke give sig
tilkende med så megen larm og støj, men forøve deres ondskab, før du fik at
vide, hvem der havde gjort det. Men skal en god ånd komme til dig, så vil det
ikke ske på den måde, med megen larm og sådan letfærdighed. Forsøg dette og vis sådan tro, så vil du
se, at sådant spøgeri ikke er af Gud og vil høre op. Men tror du ikke, så er der frit spillerum, for
du har ikke Guds Ord, som ånderne alene frygter.
De Guds Ord, som du skal trodse på, er dem i Luk 16, 29, hvor Abraham afslår den rige mands begæring om, at den afdøde Lazarus måtte blive sendt til hans endnu levende brødre. Her siger Abraham: ”De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Af disse ord følger klart, at Gud ikke vil lade os belære ved de døde, men have os holdt til sin Skrift. Derfor, når og hvor en ånd kommer til dig, så spørg kun aldrig, om den er ond eller god, men hiv blot kort og bestemt dette ord frem: ”De har Moses og profeterne”, så vil den snart fornemme, hvad du mener. Er den god, så vil den derfor have dig desto mere kær, at du frit og frejdigt bekender dig til din og dens Guds Ord. Er den ikke god, sådan som det er tilfældet med alle dem, som laver spektakel, så vil den snart sige farvel.
Et andet lignende
Guds Ord er det, som findes i 5 Mos 18, 9-11: ”Når du kommer ind i det land,
som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de
afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som
lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst
eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der
udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger
orakel hos de døde.” Her hører du, at det for Gud er ren og skær hedensk
vederstyggelighed og strengt forbudt at stille spørgsmål til de døde eller til
ånder. Disse ord ser Abraham hen til, når han ikke vil lade Lazarus blive sendt
til de levende. Så skal du også anføre dette ord imod disse ånder og sige: Gud
siger: ”Du skal ikke stille spørgsmål til de døde.”
Dette har Gud påset
så strengt, at der ikke i Skriften findes noget eksempel eller nogen beretning
om, at de hellige mænd har rådført sig med døde. Dette er det tredje sted, hvor
du kan sige til ånderne: Der er ikke i Den Hellige Skrift hørt eller læst noget
eksempel på sådanne ånder eller deres væsen. Derfor bør man bestemt foragte og
sky sådant som noget djævelspøgeri.
Samuels
ånd
Heraf
er det let at forstå, at det blot har været spøgeri, når der i 1 Sam 28(,)
fortælles om Samuels opvækkelse. For det går alt sammen for sig imod dette Guds
bud, og det er derfor ikke at formode, at den virkelige profet Samuel er opvakt af spåkvinden. Men når
Skriften her tier stille og ikke siger, om det er den virkelige Samuel eller
ikke, så sker det af den grund, at Skriften fordrer af enhver, at han bør vide,
at Gud ved Moses har forbudt at adspørge de afdøde. Og Gud tilbagekalder aldrig sit ord, som Job vidner og Bileam siger i 4 Mos 24.
Hvordan skulle en troldkvinde da have magt over de hellige, som er forvarede i
Guds hænder?
Men siger man: På den måde bliver skærsilden
fornægtet. Jeg svarer: Selv om du ikke tror på skærsilden, er du ikke derfor en
kætter. Der står intet om det i Skriften, og det er bedre, at du ikke tror,
hvad der er uden grund i Skriften, end at du lader det fare, der står i
Skriften. Lad pave og papister blive vrede, så meget de vil. De har gjort
skærsilden til en trosartikel, af den grund at den har bragt al verdens
rigdomme i deres hænder og utallige sjæle i Helvede, som har stolet på det og
har trøstet sig til at skulle blive udløste deraf med gerninger. Gud har ikke
givet dig nogen befaling om skærsilden, men befalet, at du ikke skal stille
noget spørgsmål til de døde og heller ikke tro, hvad de siger. Det skal du
holde for mere vist og sandt, end hvad alle engle, endsige paven og hans
papister siger. Alt deres væsen er løgn og bedrag, derfor gør de også
skærsilden lidet troværdig. Men vil man her også anføre Gregor, Augustin og
andre helgener med deres udsagn, fortolkninger eller eksempler om skærsilden,
så har du ovenfor hørt, hvor langt det er fra, at man bør følge eller tro helgenerne
i alle stykker. Hvem kan forvisse os om, at de ikke i dette stykke er blevet
bedraget eller har faret vild som i så mange andre stykker? Vor tro skal have en grund, som er Guds Ord
og ikke sand eller mose, menneskers indbildning
Hermed stemmer også Esajas 8, 19-20: ”Siger
man til jer: I skal søge til dødemanerne og til sandsigerne, der hvisker og
mumler. Svar da: Til belæringen og til budskabet.” Se, det er også et klart
ord, der siger, at man skal spørge i Guds lov og vidnesbyrd efter alt, hvad man
vil vide. Den, der ikke gør det, han skal være berøvet morgenrøden, som ganske
sikkert er Kristus og sandheden selv. Og læg mærke til: Efter at Esajas har
sagt, man skal søge til Gud, så viser han, for at ikke nogen skal gabe imod
himlen og vente noget overnaturligt fra Gud, hvor og hvordan vi skal søge til
Gud. Han siger: Til belæringen og til budskabet. Han vil ikke engang tillade, at man spørger
Gud selv uden for Skriften.
Hvor meget mindre vil han da tåle, at man spørger nogen anden?
Af den grund opregner Moses så meget, hvortil man plejer at ty hen med sine spørgsmål, nemlig otte slags: l) Spåmænd, det er dem, som forudsiger kommende ting, sådan som stjernetyderne og de falske profeter gør ved Djævelens indskydelse. 2) Dagvælgere, det er dem, som erklærer nogle dage for uheldige, andre for lykkebringende til på dem at rejse, bygge, gifte sig, købe nyt tøj, føre krig og til alle foretagender. 3) Åndedyrkere, eller hvad man skal kalde dem, som maner Djævelen ind i et spejl, et billede, en stok, et sværd, et glas, en krystal, en kæp eller lignende, og deri vil se hemmelige skatte, historier og andre ting. 4) Hekse, det er de onde Djævelshorere, som tilhekser sig mælk, frembringer uvejr, rider på bukke og koste, gør folk syge, lamme og visne, plager småbørn i vuggen, fortryller folks lemmer og lignende. 5) Åndemanere, som læser over folk eller dyr, besværger slanger, forhekser alskens redskaber og kender alle slags mærker, tegn og varsler. 6) Sandsigere eller tegnsudlæggere, som har Djævelen bag øret og kan sige folk, hvad der er blevet væk, hvad de nu gør, og hvad de skulle gøre, sådan som tatere og sigøjnere plejer. 7) De, som dyrker trolddom, som kan give ting en anden skikkelse, så et menneske ser ud som en ko eller okse, som tvinger folk til elskov og utugt og mange sådanne djævelsting. Til slut også 8) De døde, de omvandrende forstyrrende ånder.
Se, Moses har dog ikke glemt at tilstoppe
noget hul, hvorigennem man uden for Guds Ord vil udforske og lære noget. Sådan
har han også på mange steder forkastet
egne meninger og den naturlige fornuft, især i 5 Mos 12, 8: ”I må ikke dyrke Gud på den
måde, hvor hver især gør, som han finder for godt.” Og i Ordsp 3, 5 hedder det:
”Støt dig ikke til din egen indsigt.” Vi ser således, hvordan Gud vil, at vi
hverken skal følge det, som er i eller det, som er over vor fornuft, men alene
hans Ord. Det er således træffende, hvad Esajas, som ovenfor anført, siger, at
vi hverken skal søge til levende eller til døde, men alene til Gud i hans lov
og vidnesbyrd. Sådan siger også Peter: ”Så meget mere fast står profeternes
tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der
skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op
i jeres hjerter.” (2 Pet 1, 19). Stemmer Peter ikke her smukt overens med
Esajas’ udsagn om Guds Ord og morgenrøden? Og når Peter siger, at Guds Ord alene er et lys, som skinner på et
mørkt sted, viser han da
ikke dermed klart, at alt uden for dette ord er idel mørke?
Disse uddybninger har det været nødvendigt for os at gøre, for at vi kan give de falske ånder og menneskelærdommene det rette svar og beholde den hellige Skrift i sin renhed.
Nu komme vi igen
tilbage til teksten og lærer af disse vise at spørge: Hvor er jødernes nyfødte
konge? Lad Herodes spørge efter præster og skriftkloge. Vi spørger alene efter
den konge, som er født. Lad universiteterne spørge: hvor er Aristoteles? Hvor
er paven? Hvor er den naturlige fornuft? Hvor er Bernhard? Hvor er Gregor? Hvor
er kirkemøderne? Hvor doktorerne? Vi siger: Hvor er Kristus? Og vi lader os
ikke nøje med og er ikke tilfredse, medmindre vi hører Skriften, som taler om
ham. Vi lader os ikke anfægte af, hvor stor og hellig Jerusalem er, hvor høj og
mægtig Rom er; vi søge hverken Jerusalem eller Rom, men kongen Kristus i hans
Skrift. Når vi har den, så lader vi Herodes, præster og skriftkloge med
Jerusalem og Rom bag os, og følger Skriften, til vi finder ham.
Tre
slags disciple
Men
her ser vi, hvordan Skriften og Kristus har tre slags disciple. De første er ypperstepræsterne og de skriftkloge. De kender
Skriften og lærer andre den, men kommer ikke selv hen til Kristus. Er det ikke
en stor forstokket hårdnakkethed og foragt hos disse gejstlige og lærde folk?
De hører og ser, at så mægtige og redelige folk kommer fra så fjerne lande for
at søge Kristus, og det(,) bliver sagt dem, at en stjerne på himlen har vidnet
om hans fødsel, og oven i købet giver de selv vidnesbyrd om ham fra Skriften.
Fordi de er præster og de lærdeste af folket, burde de have skyndt sig for at
være de første, som løb til Betlehem med al glæde og længsel. Ja, om de havde
hørt, at Kristus var født i Østerland, burde de med alt, hvad de havde, være
løbet til ham, fordi alt deres håb og fortrøstning jo stod til Kristi komme.
Men de har frygtet for Herodes, som visselig havde slået dem ihjel, hvis de med et ord havde bekendt Kristus og villet antage ham som deres konge, ligesom han tidligere havde dræbt andre af den samme grund. Derfor lod de også uskyldige børn dræbe. Altså har de af frygt for døden forladt deres herre og konge og er forblevet under tyrannen Herodes og Djævelen. Senere, da Kristus ikke mere viser sig og ikke bryder frem med verdslig magt, er alt dette kommet i foragt og glemsel. Da har de ment, at de vise er blevet bedraget. Kristus er således opvokset blandt dem ganske ukendt, så de ikke længere vidste, hvorfra han kom, som Johannes fortæller i sit evangelium. Dette er nu de Kristi disciple, som godt kender sandheden, men ikke tør bekende den eller stå ved den. Derfor er de også fortabte, som Kristus siger i Matt 10, 32-33: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”
Den anden slags disciple er Herodes og hans folk. Herodes undersøger
Skriften og tror den også og holder den for sandhed, tror også, at Kristus
forkyndes deri og nu er født. Ellers havde han foragtet alt dette og ikke vist
sådan alvor i denne sag. Han har bestemt anset Skriften for at indeholde Guds
Ord, som måtte blive opfyldt, og at det er Guds gerning, som er opfyldt i denne
Kristi fødsel. Alligevel gør han modstand og løber åbenlyst med hovedet lige
imod Guds Ord og gerning. Han mener at kunne vende op og ned på, hvad Gud siger
og gør, uagtet han ved, at det er Gud, som siger og gør det. Derfor undersøger
og hører han også med stor flid Skriften og Kristus, men kun i den hensigt, at
han kan udslette og tilintetgøre det alt sammen. Han er bange for, at det skal
gå i opfyldelse, hvad Gud siger, som ikke kan lyve. Er det ikke en utrolig
dårskab og hovmod? Hvem kan tænke sig, at et menneskehjerte kunne finde på
dette? Og dog er hele verden til alle tider fuld af dem, og det er overalt
netop de øverste og bedste.
Det tredje slags disciple er de fromme vise, som forlader deres land, hjem
og gods og lader det alt sammen stå, så de kan komme og finde Kristus. Det er
dem, som frit bekender Kristus og hans sandhed. Men Herodes'er er dem, som
forfølger og udrydder dem, og ikke desto mindre gælder for Guds tjenere, går i
templet og gør som andre fromme folk.
Citatet
fra Mikas bog
Det kunne her vække forundring, at Evangelisten forandrer
profetens ord og siger: ”Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den
mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte
mit folk, Israel.” Hos profeten Mika står der jo (5, 1): ”Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være
hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.”
Hvordan passer
disse to ord med hinanden? Matthæus siger: ”du er på ingen måde den mindste”.
Mika siger: ”du er lille blandt Judas slægter”. Den anden forskel er, at
Matthæus siger: blandt Judas fyrster. Mika derimod siger: blandt Judas slægter.
Men det er let at forklare, for det hebraiske ord kan betyde begge dele.
Meningen er altså den, at blandt disse fyrster eller slægter i Judas stamme
kalder han Betlehem ringe eller lille, ligesom når vi siger: Blandt Sachsens
byer er Wittenberg lille. Men det har forekommet evangelisten bedre at sige:
blandt Judas fyrster, end: blandt Judas slægter.
At profeten siger:
”Betlehem, Efrata”, og evangelisten: ”Betlehem i Judas land”, kommer ud på ét.
Begge to har de villet tale bestemt og tydeligt peget hen på Betlehem, at det
var den by, som før hed Efrata og nu Betlehem, beliggende i Judæa. I prædikenen
over den første tekst på første juledag har vi hørt, hvorfor byen hedder
Betlehem og Efrata, nemlig fordi det var et kornrigt land. Også det, at
patriarken Kalebs hustru [Efrat – 1 Krøn 2, 19] ligger begravet her, har måske
bidraget til dette navn. Betlehem betyder, som sagt, brød-hus, og Efrata
frugtbar, fordi landet var frugtbart og rigt på næringsmidler.
Sådan lader det sig
også let forene, at profeten blot siger: en hersker i Israel, og evangelisten:
en hersker, som skal vogte mit folk Israel. Evangelisten udtrykker blot,
hvordan herredømmet skal komme folket til nytte ved denne fyrstes regering.
Men hvordan kan det
passe med hinanden, at profeten kalder byen lille, og evangelisten ikke lille?
Det er dog stik modsat. Det hjælper os ikke, hvis vi ville sige, at bøgerne er
forfalskede. Det må rimeligvis ikke have en anden grund, end at evangelisten
ser mere på den åndelig størrelse, som også profeten antyder, som ville han
sige: Du Betlehem er vel lille for mennesker, men du er i sandhed ikke den
ringeste for Gud, fordi Israels hersker skal udgå af dig. Sådan har
evangelisten udtrykt og udfyldt, hvad profeten har ment og dog fortiet. Denne
talefigur eller måde at tale på, at man fortier noget, som man dog antyder, er
også meget brugt i daglig tale, som når jeg siger: denne person går nok og
tigger, men han har dog mange penge, det vil sige: han er ikke blandt de
fattigste. Ligesådan siger Paulus i Rom 2, 22: ”Du, som afskyr afguderne, du
begår selv tempelran!” Det vil sige: du er ikke nogen lille afgudsdyrker, selv
om du ikke direkte tilbeder afguderne.
Det må være nok om det. Det er ikke noget
ved at anvende meget energi på disse ting og det er heller ikke nødvendigt for
et rettroende menneske, som giver Gud æren og ikke tvivler på, at alt er ret og rigtigt i
Skriften, selv om man ikke kan bevise alt. For de lærde kan det være nyttigt for at forsvare
Skriften mod dem, som bespotter og forvrænger den.
Kristi
rige
Vi går derfor over til at tale om tekstens mening og
betydning. Den taler her ikke om en ganske almindelig hersker i Israel, som
dem, der før har været mange af. Det må være en særlig person frem for alle
andre, som profeterne så højtideligt forkynder og udråber. For Mikas ord lyder
jo, som om der før ikke havde været nogen hersker i Israel, fordi han siger:
Fra Betlehem skal han udgå, som skal være en hersker i Israel. Det lyder, som
om han sagde: Jeg vil også engang give Israels folk en hersker, så de også kan
få deres egen fyrste. Hidtil har kongerne og fyrsterne kun været trælle og
folket ikke været deres eget. Men dette skal være en hersker, som folket
tilhører.
Derfor har også de
allerbedste fortolkere altid forstået sådanne ord derhen, at Kristus ikke blot
skulle være et menneske, men også Gud, og at hans herredømme ikke skulle have
nogen ende. Hans rige skulle heller ikke være et legemligt, men et åndeligt
regimente. Nu har intet menneske, ja, ikke engang en engel haft et folk, som er
deres ejendom. Gud alene er en herre for sit eget folk, sådan som David siger i
Salme 28, 8: ”Herren er styrke for sit folk.” Og da folket bad Gideon om, at
han ville være deres hersker, svarede han: ”Nej, jeg skal ikke herske over jer,
og min søn heller ikke. Herren skal herske over jer.” (Dom 8, 23). Derfor sagde
Gud også i 1 Sam 8, 7, da folket bad Samuel om en konge: ”Det er jo ikke dig,
de forkaster; men de forkaster mig som deres konge.” Ikke sådan at forstå, at
det var synd at have en konge, som han jo gav dem. Men det var en stor synd, at
de fortrøstede sig mere til menneskelig hjælp og styre end til Gud alene.
Skulle nu Kristus
være en hersker over folket som sit ejendomsfolk, så måtte hans herredømme ikke
være et timeligt eller legemligt, men han måtte regere over hele folket, både
som fortidigt, nærværende og tilkommende. Derfor må han være en evig hersker,
og det kan kun lade sig gøre på en åndelig måde. Men når Gud vil give ham sit
eget herredømme, kan han ikke være blot og bart menneske, for det er umuligt,
at Gud kan give sin ære, sit herredømme, sin ejendom, sit folk til nogen anden,
som ikke er ret sand Gud. Som han siger i Es 42, 8: ”Jeg giver ikke min ære til
nogen anden.”
Kristus
er sand Gud og sandt menneske
Derfor
hedder det også videre i det samme vers hos profeten Mika: ”Hans udspring er i
fortiden, i ældgamle dage.” Som ville han sige: Jeg forkynder den herre, som
skal komme fra Betlehem, men hans begyndelse skal ikke være derfra. Han har
allerede været i begyndelsen, fra evigheds dage, så at man ingen dag, ingen
begyndelse kan nævne, hvor han ikke allerede er udgået og har været til. Nu har
jo intet været fra begyndelsen og før alle verdens dage, uden alene den rette,
sande Gud. Så kan nu denne udgang fra evighed af ikke være noget, som omfatter
alene en enkelt, men det at udgå peger hen på noget, hvorfra det udgår. Sådan
følger det med nødvendighed af Mikas ord, at denne hersker må være Guds fødte,
virkelige søn og sand
Gud med ham fra evighed af
før al skabning.
På den anden side må han, da han i tiden
skal komme fra Betlehem, være et sandt, naturligt menneske. Det er hovedstykket af den kristne tro. Det er
hans eget folk og rette Israel, som erkender ham for en sådan herre og lader
ham regere og virke iblandt sig. Men de, som ikke tror det, deres herre er han
ikke, og de er heller ikke Israel.
Af dette er det nu videre let at slutte, hvordan Kristus har måttet dø og opstå fra de døde, så han kan regere evigt og åndeligt. For når dette ord nøder os til at tro, at han måtte blive et sandt, naturligt, legemligt menneske, så følger deraf, at han måtte omskifte dette legemlige liv med et åndeligt, usynligt liv, fordi det ikke var muligt, at han legemligt skulle regere så vidtstrakt og længe, som profeten her antyder. Og i det følgende siger han (v. 2-3): ”Han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne. Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke, i Herren sin Guds navns storhed; de skal bo trygt, for hans magt når til jordens ender.” Af disse ord er det klart, at Kristi rige ved prædiken og lidelse skal vokse indtil verdens ende; for når han her siger, at han i herren sin Guds navns højhed skal prædike og røgte sin hjord, så antydes dermed, at han skal lide forfølgelse for sin prædikens skyld. Derfor siger han også, at han vil hengive jøderne, med hensyn til deres timelige væsen og styre, indtil et nyt folk bliver født. Den, som skal føde, er flokken af apostle, der under Kristi lidelser var i fødselsangst over et nyt åndeligt folk for denne Israels hersker, sådan som han selv forkynder dem det i Joh 16, 2.
Historiske
fakta
Af denne tekst kan man godt forstå, at disse magikere eller vise
ikke har været konger eller fyrster, men ganske ærbare folk, som gejstlige
eller lærde, for Herodes viser dem ingen æresbevisning, men lader dem rejse til
Betlehem og passe sig selv. Han byder dem at komme igen, som var de hans
undersåtter. Dette havde han ikke gjort, hvis de havde været konger og store
herrer. Så havde han indbudt dem til sig, var rejst med dem og havde ydet dem
al æresbevisning. For efter alle historiens beretninger var Herodes en galant
mand, som forstod på verdslig vis at skatte folk højt og bevise dem være, og
som gerne ville anses af verden. Når han nu kalder dem hemmeligt til sig uden
al pragt og stads, så må de have været langt ringere end ham.
Men hvorfor kalder
han dem til sig hemmelig? Landet var dog hans, og han kunne gøre, hvad han
ville. Det gør han, fordi han godt vidste, at jøderne af hjertet hadede ham og
gerne ville være ham kvit. Derfor er han bange for, at hvis han kaldte dem til
sig åbenlyst, og jøderne fik nys om det, så ville de komme ham i forkøbet og
overtale magikerne til ikke at give ham den rette besked, så den nye konge
kunne forblive uantastet af ham.
At han spørger dem
om tiden, da stjernen viste sig, sker af den samme frygt, fordi han allerede
havde besluttet med sig selv at dræbe de uskyldige børn. Han tænker som så: Er
den nye konge født, så vil jøderne glæde sig og skjule ham en tid for mig, til
han bliver stor. Så vil de slutte sig til ham, ophøje ham til konge og støde
mig fra tronen. Derfor må jeg komme dem i forkøbet og listigt udforske tiden
for hans fødsel. Hvis han da holdes skjult for mig, vil jeg dog ramme ham i
mængden, når jeg lader alle børn, som er født efter den tid, dræbe, så det ikke
skal hjælpe dem at skjule ham for mig. Foruden at lægge denne listige plan
anvender han al flid for at komme på tydeligt spor efter den nye konge og
befaler magikerne, at de skal komme tilbage til ham og give ham besked. Han
anstiller sig ganske åndelig og ydmyg, som om han også vil tilbede barnet.
Hvis menneskelig
visdom havde kunnet udrette noget, så havde han handlet klogt nok til at slå
Kristus ihjel. Men det er sandt, hvad salomo siger i Ordsp 21, 30: ”Ingen
visdom, ingen forstandighed, intet råd gælder over for Herren.” Og Sl 33, 10:
”Herren gør folkenes råd til intet, han hindrer folkeslagenes planer.” Og Sl
37, 32-33: ”Den uretfærdige lurer på den retfærdige og stræber efter at slå ham
ihjel. Men Herren giver ham ikke i den uretfærdiges magt.” Sådanne ord må
Herodes her mod sin vilje gøre til sandhed, og tjene som eksempel (på), os til
trøst, for at vi skal være frimodige og sikre, ikke frygte nogen uden Gud
alene. Når han holder med os, så kan hverken magt eller list skade os.
Han siger ikke, at de har lovet Herodes at gøre, hvad han
befalede dem, men at de har hørt ham, at han ønskede, at de skulle komme
tilbage med svar. Dog synes det af den advarsel, som de senere modtog i en
drøm, at det har været deres mening i god tro at vende tilbage til Herodes, da
de ikke kendte hans ondskab og listige anslag og holdt ham for et godt
menneske. Heraf lærer vi, at de hellige godt kan blive bedraget og ledes vild
af de vantro helliges smukke og skinnende fagter, så de anser det for godt, som
ikke er godt. De bliver dog ikke i deres vildfarelse altid, om de så skal blive
underviste fra himlen og befriet derfra. Tillige kan evangelisten have omtalt
deres høren af den grund, at de af Herodes hørte profetens Skrift, hvordan den
nye konge skulle fødes i Betlehem, som de spurgte efter, og om hvem det var al
deres ønske at høre.
Dette er et
eksempel på, hvordan Kristi fjender sommetider også kan være nyttige og lære andre
ret, sådan som Kajfas i Joh 1 lærer ret, når han siger, at det er nødvendigt,
at et menneske dør for folket. Og Bileam taler i 4 Mos 24 meget om Kristus. De
gør det uden selv at ville det, og til dels også uden at vide det. Sådan lærer
Kristus folket i Matt 23, 2 flg., at de skal høre og følge de skriftkloge og
farisæerne, når de sidder på Moses’ stol og lærer, men han forbød dem dog at
gøre efter deres gerninger. Sådan har disse vise handlet ret og givet os et
godt eksempel, idet de har hørt Herodes, ikke for Herodes' skyld, eller fordi
han havde sagt det, men for Skriftens skyld, som de havde hørt af ham. Den
følge der og ikke Herodes' gerninger.
Præstens
personlige hellighed er underordnet
Deraf flyder den gode lærdom, at man skal høre
såvel de onde biskopper og præster som de gode, og ikke rette sig efter deres
liv, men deres lære, dog
kun hvis deres lære er den rene Skrift og ikke menneskepåfund. For ligesom man skal høre Skriftens lære, selv
om Herodes fremlægger den og desuden begår mord, sådan skal man omvendt ikke
høre menneskelærdomme, selv om Peter, Paulus eller en engel fremlægger dem og
desuden lader det regne og hagle med undere.
Ovenfor er der også talt om, hvordan helgenerne mange gange fejler og forårsager forargelse i menneskelige lærdomme og gerninger. Derfor vil Gud ikke, at vi skal se på deres eksempel, men på hans Skrift. Af den grund tillader han også ofte, at helgenerne fremlægger menneskelærdomme og gerninger. På den anden side føjer han det ofte sådan, at de vanhellige lærer den rene og klare Skrift, så at han må bevare os mod begge sider, for begge slags forargelser, til venstre side for de vanhelliges onde livsførelse, til højre side for helgenernes skønne, glimrende liv. For hvis du ikke ser hen til den blotte Skrift, så er helgenernes livsførelse ti gange skadeligere, farligere og forargeligere end de vanhelliges. De begår nemlig onde, grove synder, som let kan kendes og afskyes, men helgenerne ledsager menneskelærdommene med et fint og smukt skin, der også er i stand til at forføre de udvalgte, sådan som Kristus siger i Matt 24. Nu strider sådan forargelse hos helgenerne lige imod hovedstykket, troen og dens lære, men de grove synder strider dog ikke imod troen eller dens lære. Selv om de afviger fra læren, stormer de dog ikke imod den. Men menneskelærdomme er idel stormen mod troen og dens lære, for de bringer mennesker til at forlade sig på sig selv og sine gerninger. Herfra bevarer Kristus dog sine hellige midt iblandt menneskelærdomme og gerninger, ligesom han bevarede de tre mænd midt i ildovnen (Dan 4.) Derfor er helgenernes livsførelse her ikke at følge som eksempel, men at undgå. Det er undere, der kun bør loves og prises. Gud vil ikke gøre undere med enhver i en brændende ovn. Han vil heller ikke gøre enhver til en Bernhard, Frans, Gregor, Benedikt eller Augustin.
Dette har evangelisten set, når han fortier
Herodes navn og blot siger: de har hørt kongen, benævner ham med hans
værdigheds og myndigheds navn, ligesom Johannes kap. 11. siger, at Kajfas
profeterede, ikke fordi han hed Kajfas, men fordi han var ypperstepræst.
Embedet som konge og præst er godt og af Gud, selv om onde folk bruger det
dårligt, ligesom guld og sølv og al skabning er god og dog kan blive både brugt
både godt og dårligt. Sådan bruger Gud her Herodes til det, som han godt kan
bruges til, og fordi han er Guds skabning, og lader også magikerne bruge ham på
denne måde. Derfor har de ikke set hen til og hørt Herodes, men kongen. For dem
var det ligegyldig, at han var ond i sig selv. De har taget det hos ham, som
var af Gud og godt, ligesom bierne suger honningen af blomsterne, men overlader
edderkopperne giften. De har hørt ham deri, at han bød dem gå til Betlehem og
spørge med efter barnet, som profeten forkyndte. Det havde han heller ikke fra
sig selv, men fra præsterne. Men hans onde råd og hensigt eller hans onde liv,
har de slet ikke villet vide af eller kende. Sådan skal vi også lære at hade menneskers laster, men dog elske mennesker, så vi også sondrer honning og gift fra hinanden.
En
helt speciel stjerne
Det
fremgår også her af vor tekst, at denne stjerne ikke kan have været hørt oppe
på himlen ligesom de andre stjerner, men må have svævet nær ved dem, ellers
havde det ikke været muligt for dem at se, om den stod over Jerusalem eller over
Betlehem. For på grund af stjernernes store afstand kan man, som astronomerne
og erfaringen klart godtgør, ikke så let se, over hvilken by de egentlig står,
fordi to byer, der ligger ti eller flere kilometer fra hinanden, begge synes,
at stjernen står over dem. Desuden kan man ikke iagttage deres løb med det
blotte øje, uagtet de løber hurtigere, end noget øjekast eller lyn løber. Men
denne stjerne har de egentlig ikke set løbe, men bevæge sig langsomt foran dem,
mens de har fulgt efter til fods eller til hest. En stjerne på himlen bevæger
sig meget længere i et øjeblik end ti rejser fra Jerusalem til Betlehem, for de
løber hver dag og nat én gang omkring jorden og himlen. Desuden løber alle stjerner fra øst til
vest og omvendt fra vest til øst. Men da denne stjerne har bevæget sig fra
Jerusalem til Betlehem, så er den gået fra nord mod syd. Den har således været
af en anden art, haft et andet løb og en anden stilling end stjernerne på
himlen. Og det har ikke været en
fiksstjerne, som astronomerne kalder de faste stjerner, men en fri stjerne, som
har kunnet hæve og sænke sig og bevæge sig til alle sider. Hermed bliver atter
munden stoppet på stjernetyderne, idet stjernen ikke har haft nogen speciel
betydning for Kristi fødsel og liv. Heller ikke kan den have været så stor som
de andre stjerner på himlen, selv om den har set større ud på grund af sin
nærhed. Kort sagt, det har været en Kristi tjener, som ikke har haft noget
herredømme eller betydning uden for Kristi fødsel.
Men det er mærkeligt, at stjernen nu først viste sig for dem, da de ikke længere behøvede den, men kendte byen, hvor barnet var. Tidligere skjulte den sig for dem, da de trængte til den og ikke kendte byen. Men det er sket for at styrke deres tro ved to vidnesbyrd, ligesom der i moseloven står, at hver sag skal stadfæstes ved to eller tre vidners mund. Sådan har disse vise for det første hørt profeternes Skrift i Jerusalem som et vidne om Kristi fødsel. Nu stemmer stjernen så overens dermed, som det andet vidne og vidner også om denne fødsel, så de nu er visse i deres sag. Profeten siger ikke mere, end at Kristus skal fødes i Betlehem, således går stjernen heller ikke videre end dér, hvor barnet er, i Betlehem, og bliver stående herover. Derover har de med rette glædet sig.
Det er omhyggeligt forebygget, at disse vise af sig selv
eller ved andre menneskers hjælp skulle finde Kristus. De har fundet ham alene
ved profetens Skrift og stjernen på himlen, så at hermed al naturlig kunst
måtte blive forkastet, al menneskefornuft, alt lys uden for Ånden og nåden, som
roser sig af og formaster sig til at ville lære sandheden og lede på rette vej,
sådan som nu de blinde folk på universiteterne påstår, som ovenfor nævnt. Det
er én gang for alle hermed afgjort, at Kristus, den saliggørende sandhed, ikke
lader sig lære eller finde ved menneskelig lærdom eller hjælp, men Skriften og
guddommeligt lys er alene i stand til at vise os ham. Som Kristus selv siger i
Matt 16, 17: ”Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke
åbenbaret dig, men min fader i himlene.” Her forkaster Kristus også klart kød
og blod med dets åbenbaring, det vil sige, mennesket og al menneskelig
forstand, som aldeles udueligt til at lære os ham at kende. Derfor må det
virkelig også være idel mørke. Ligesådan siger han i Joh 6, 44: ”Ingen kan
komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.” Hermed er
også al stolen på egen og menneskelig fornuft fordømt, da den ikke er i stand
til at lede på ret vej, og alle må fare vild, som følger den. Så omhyggeligt og
stærkt våger Gud overalt mod det naturlige forgodtbefindende og vil, at vi skal
erkende os som blinde, opgive al tillid til vort eget lys, alene række ham
hånden og lade ham føre os på de veje, som fornuften ikke kan erkende eller
følge.
Om
de vises tro
Her lærer nu disse vise os den rette tro. Efter at de har
hørt prædikenen og profetens ord, har de ikke været tøvende eller langsomme til
at tro. Men betragt, hvilke anstød og hindringer, der lå dem i vejen. For det
første begår de en fejl, de kommer til Jerusalem, til hovedstaden, og finder
ikke barnet; stjernen er også forsvundet. Hvis den menneskelig fornuft alene
havde rådet, måtte de tænke sådan: O, ve, vi har forgæves rejst så lang vej;
stjernen har bedraget os, det har været noget spøgeri. Hvis en konge var født,
måtte han dog med rette findes i hovedstaden og i de kongelige sale. Men nu, da
vi kommer, forsvinder stjernen, og vi finder ingen, som ved noget om ham.
Skulle vi fremmede være de første, som taler om ham i hans eget land og i den
kongelige by? Det må alt sammen være falskt.
Desuden forskrækkes de derved, at hans eget folk ikke gerne hører
tale om ham: De viser os fra den kongelige by til en fattig lille landsby. Hvem
ved, hvad vi ville finde der? Desuden forholder de sig så kolde og ligegyldige
ved, at ingen drager med os og viser os barnet. De tror ikke selv, at en konge
er født dem, og vi kommer her og vil finde en. O, hvor øde og umuligt ser ikke
alt dette ud til en konges fødsel. Om en hundehvalp var født, ville der dog
være noget skrig at høre. Her skal en konge være født, og alt er fuldkommen
stille. Skulle folk ikke synge og springe, tænde lys og bestrø alle gader med
grene og blomster? O, hvad for en stakkels konge, det er, vi søger. O, vi
dårer, som sådan har ladet os narre og bedrage.
De har til visse endnu ikke været ganske
uden kød og blod og uden sådanne eller lignende tanker og indfald og har måttet
udholde en hård kamp i
deres tro. For den naturlige fornuft havde her på ingen måde holdt stand. Den havde
straks vist et surt ansigt og pustet sig op, når kongen ikke blev fundet,
sådan, som den havde tænkt sig at finde ham. Den havde sagt: Djævelen har ført
mig hid. Hvad skal det være for en konge, som er født her, hvor alt er så
stille og går så jammerligt til? En hyrde hos os har dog mere støj, når et barn
bliver ham født, og hvis en ko kælver, bliver det mere bekendt end denne konges
fødsel.
Fornuft
og tro
Se, sådan gør fornuften og naturen til
enhver tid: Den følger ikke længere, end den bliver bekræftet. Når den intet erfarer, er den straks parat til at
fornægte Gud. Fornuften opfører sig som Salme 14, 1 fortæller: ”Tåberne siger
ved sig selv: Gud er ikke til!”
Det
er universiteterne, der skal føre dem til Gud. – ja i Helvedes afgrund.
Naturlys og nådelys kan ikke forenes. Vor natur vil føle og være sikker, inden
den vil tro. Nåden vil tro,
inden den føler. Vor natur går ikke længere, end den kan se. Nåden træder
frimodigt ind i mørket, følger det blotte ord og Skriften, hvad enten det ser
ud på den ene eller anden måde. Ligegyldig om vor natur synes det er sandt
eller falskt, holder troen fast ved ordet.
De kære vise har haft strid og kamp ved at gribe og efterfølge profeternes ord, skønt alt var så anderledes end ved en konges fødsel. Derfor har Gud trøstet og styrket dem ved stjernen, som går foran dem og viser sig meget venligere for dem end første gang. Nu ser de den i nærheden, og den er deres ledsager; nu er de visse på alle ting, behøver ikke at spørge nogen. Første gang var den fjernt fra dem, og de var endnu uvisse om, hvor de skulle finde kongen.
Sådan går det altid
med de kristne, at Gud efter anfægtelsen, hvis de består den, bliver dem så
hjertelig sød og kendes så nær og klart, at de ikke alene glemmer angsten og
anfægtelsen, men også får lyst og kærlighed til mere anfægtelse. De bliver
efterhånden stærkere, så de ikke længere så let forarges over Kristi ringe og
uanselige væsen. De har nu smagt og forstået, at det må gå sådan til med dem,
som vil finde Kristus, at det nemlig ser sådan ud, som om de intet andet skulle
finde end blot skam. Ligesom de vise her havde måttet skamme sig, hvis de havde
taget fejl, og sige – som de da måske også hemmelige har sagt i deres hjerte:
Nej, hvor gik det godt. Vi må også hellere tage af sted en anden gang, for at
finde andre konger.
Det kan man rigtig
kalde, at blive taget ved næsen, sådan som det plejer at gå med fru natur i
alle guddommelige ord og gerninger. At disse vise har været i sådan anfægtelse
og ganske ilde til mode, da det så mørkt ud for dem, kan man forstå af, at de
blev så hjertelig glade, da de så stjernen. Denne glæde viser, at de ikke kun
har oplevet en lille modstand og modvilje i hjertet, men har været stærkt
anfægtede af vantroen. Det var der også god grund til, hvis man ville se hen
til naturen. Derfor siger Kristus med rette i Matt 11, 6: ”Salig er den, der
ikke forarges på mig.” Ja, man er ganske vist salig, men det går hårdt for sig.
Der er næsten ingen tegn på, at Kristus skulle være der.
Da nu de vise var kommet ud af anfægtelsen
og næsten selv var som nyfødt af store glæde, så er de nu stærke og forarges
ikke mere på Kristus. De
har gennemlevet prøvelsen.
Derfor, selv om de må gå ind i et fattigt hus og finder en fattig ung kvinde
med et fattigt lille barn, og det her atter ser så ganske anderledes ud end med
en konge, så deres egen tjener har mere ære og anseelse ved sig – så lader de
sig dog ikke anfægte. I
stor, stærk, fuld tro driver de alt det ud af øje og sind, som naturen med sine
tanker kunne fremføre, følger enfoldig profetens ord og stjernens vidnesbyrd og holder ham for en konge, falder ned, tilbeder
ham og skænker ham gaver. O, hvilken mægtig tro det har været, hvor mange ting
har den ikke foragtet, som naturen har sat i bevægelse. Hvor mange ville der
ikke have været, som ved at se dem havde tænkt: Nej, det må dog være de største
dårer, som kan tilbede et sådant fattigt barn. De må bestemt være forheksede,
hvis de tror, det er en konge.
Troens
væsen
Her
er nu denne teksts
kerne, som lærer os troens art og beskaffenhed, at den er ”overbevisning om det, der ikke ses”
(Hebr 11, 1). Troen
hænger kun fast ved det blotte Guds Ord og fæstner blikket på de ting, som den
ikke ser, men som alene bliver forkyndt i det samme ord, på trods af at den på
samme tid ser mange ting, som frister den, som om det er tomt og nyttesløst,
hvad Ordet forkynder.
Netop det, som naturen kalder at løbe efter et fatamorgana, kalder troen for
den rette vej og trænger igennem, lader naturen være klog og vis, bliver dens
nar og dåre, og sådan kommer den til Kristus og finder ham. Da sandes Paulus’
ord i 1 Kor 1, 25: ”Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er
stærkere end mennesker.” For
at konstatere og at tro kan ikke forenes.
Men at de har skænket ham tre slags gaver og tilbedt ham, er ikke sådan at forstå, at enhver af dem har ydet sine særegne gaver, men det har, som ovenfor sagt, været en fælles gave af deres lands goder, hvormed de har bekendt ham som en konge. Og tilbedelsen er heller ikke sket på samme måde, som man tilbeder Gud. Jeg mener nemlig ikke, at de på dette tidspunkt har erkendt ham som Gud. De har tilbedt ham på samme måde, som Skriften fortæller, at konger og store folk blev tilbedt, hvilket ikke bestod i andet, end at man faldt ned for deres fødder for at bevise dem ære, ligesom man nu bøjer knæ, og det sker uden mundens tale, alene med legemets bevægelser.
Men hvad de har
talt med Maria og Josef om, det overlader jeg til de ørkesløse at udtænke.
Sprogene i disse områder er ikke så aldeles fjerne og fremmede fra det
hebraiske sprog, at de ikke med lethed har kunnet forstå hinanden. For ligesom
de har kunnet tale med Herodes og præsterne og borgerne i Jerusalem, sådan har
de også talt med Maria og Josef. Og selv om de havde haft et andet sprog, så
drev det jødiske folk dog handel ved Det Røde Hav og har været bekendt med
andre sprog. Ligesom der i Tyskland findes italienere, og i Italien tyskere. Nu
ligger der på hele den ene side af Det Røde Hav ikke andet end Arabien, hvorfra
disse vise sikkert er kommet.
Her
viser det sig, at de,
som tror på Gud, står under hans særlige varetægt. For så nøje giver han agt på disse vise, at han
også bærer omsorg for deres hjemrejse og vejleder dem i drømme. Og hvorfor
lader han dem ikke vende tilbage til Herodes, da han dog havde kunnet bevare
barnet for al verden, selv om Herodes havde erfaret og fundet det? Det er sket
af den grund, at vi skal lære ikke at friste Gud. Hvad man på en naturlig måde og ved skabte
mellemmænd kan udrette, skal man ikke foragte og sige: Ja, jeg vil blot tro på Gud, så skal det
nok gå godt. Som når en person f. eks. ikke ville arbejde, men sagde: Jeg vil
tro på Gud, så skal det nok vokse, som vokse skal. Hvad skulle skabningerne
være til, når du ikke vil bruge dem? I 1 Mos 1 står der, at han har skabt og
ordnet alle skabninger med deres gerninger og bestemt, hvordan mennesket skal
bruge dem og arbejde. Det vil han aldrig tilbagekalde eller gøre noget særligt
for din skyld.
Troens
forhold til Bibelen
Så
kunne du her spørge: Hvordan træffer jeg da det rette, når jeg skal tro og ikke
friste Gud. Du lover og prædiker jo altid troen og kan ikke prise den højt nok?
Hertil svarer jeg: Du
skal ikke tro før og ikke længere, end du har Guds Ord for det. For troens væsen og natur er den, at den bygger
og forlader sig på Guds ord, og hvor Guds Ord ikke er, kan og skal der ingen
tro være. Er det ikke klart og
bestemt nok udtrykt? Derfor kaldes Guds Ord i Skriften netop for et testamente,
et vidnesbyrd, en pagt, en overenskomst, fordi det fordrer troen. Han har
heller aldrig handlet med os uden et ord, der fordrer tro. Men på den anden
side har han stadfæstet sine ord med gerninger og undere, for at man skal tro
ordene, som også Kristus siger i Joh 10, 38: ”Tro gerningerne, selv om I ikke
vil tro mig.” Hvor
du ikke har Guds Ord, skal du altid blive ved med at bruge dine kræfter, dine
ejendele, dine venner og alt, hvad Gud har givet dig, og således blive i den orden, som er bestemt i 1
Mos 1. Han har ikke givet dig disse ting uden grund, vil heller ikke for din
skyld gøre, at vand bliver vin, og sten bliver brød. Sådan som han har skabt
enhver ting, sådan skal du lade det være og bruge det, indtil han med ord eller
gerning tilskynder dig til at bruge det på en anden måde.
Men når den tid og det tilfælde kommer, at skabningen ikke længer formår at hjælpe, og din evne ikke strækker til, se, da træder Guds Ord straks i kraft, for han har befalet, at vi skal holde ham for en Gud, det vil sige, vente alt godt af ham. Skønt dette ord gælder til enhver tid, bliver det dog først ret erkendt og kommer til nytte i nøden, når intet mere kan hjælpe. Derom siger han i Sl 50, 15: ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.” Deraf er det klart, at man ikke kan friste Gud i nøden, for alle hans ord og tilsagn sigter til nødens tid, da ingen uden han alene kan hjælpe. Således læser vi i Matt 4, at Djævelen frister Kristus og siger, at han skal kaste sig ned fra templet. Til det svarer han: ”Der står skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud.” Som ville han sige: Jeg kan godt gå ned ad trapperne, det er ikke nødvendigt at ønske noget under. Derimod læser vi i de gamle fædres legender om to brødre, som vandrede sammen, at den ene af dem døde af hunger for Guds skyld (det vil sige: han for til Helvede). For da de kom iblandt ugudelige mennesker, som gav dem noget at spise, ville han ikke, men sagde, at han ikke ville modtage brød af sådanne folk, men vente sin mad fra himlen af. Den anden tog imod det og spiste og blev i live. Hvad gjorde den dåre andet end at foragte Guds anordning i skabningen og fristede ham? Lad mennesker være så onde, de vil, de er dog Guds skabninger lige så vel som torne og tidsler. Når en torn kan tjene dig til at stikke hul på en byld eller til noget andet, ville du da foragte den, fordi den er en ond, stikkende busk? Sådan læser vi, at Abraham og Isak også hengav deres egne hustruer og lod sig dem fratage, så de ikke måtte friste Gud. De lod fare, hvad fare kunne, gjorde, hvad de kunne. Derfor bevarede Gud dem også, så der hverken skete dem eller deres hustruer noget ondt, ja han straffede mange konger for deres skyld. Deraf er det klart nok, at det at friste Gud, er noget, man begår mod Gud uden at være stedt i nød, af blot og bar letsindighed og frækhed.
Men foruden denne måde at friste Gud på er
der også en anden, som sker i nøden, og som hos Israels folk ofte straffes, og
desværre er almindeligere end den forrige. Den sker på en ganske modsat måde af
den første. For den første fristelse sker, uden at man har noget Guds Ord; men
denne bestå deri, at man, når man godt ved, at Gud har lovet hjælp i al nød, da
ikke vil nøjes med det, men farer af sted og ikke vil vente på den tilsagte
hjælp, sætter og bestemmer mål, sted, tid og måde for hans hjælp. Kommer han
ikke, som vi vil og ønsker, så er det ude med troen. I det første tilfælde var
troen for lang, her er den for kort. Før var den for hurtig, her er den for
langsom. På begge sider falder den fra Ordet. De første har troen uden ord, det
gælder ikke. Disse har ord uden tro, det hjælper heller ikke. Middelvejen er herlig og salig: Begge dele,
både ord og tro, bundet sammen i ét,
ligesom Gud og menneske er én person i én Kristus.
Ægte
tro
Den,
som nu alene bliver hængende ved Ordet og fortrøster sig og venter derpå, ikke
tvivler på, at det visselig skal ske, som ordet siger, sætter dog ikke Gud
noget mål, bestemmer ingen tid, udvælger ingen måde, men overlader det frit til
Guds vilje og velbehag at fuldbyrde sit ord, når, hvor, hvordan og ved hvem han
vil – det er en fri retskaffen tro, som ikke frister eller kan friste Gud.
Derfor er det let at forstå, hvad det er at friste Gud: Det er simpelthen
mangel på den rette tro. Og til troen hører frem for alle ting Guds Ord, som troens grund og klippe. Derfor kan det at friste Gud ikke være andet end at handle med Gud uden hans ord, det vil sige, at man tror, når han ikke har
befalet at tro og ikke har givet noget ord, eller at man ikke tror, når han har
befalet at tro og har givet sit ord. Nu har han ikke befalet dig, at du skal
tro, at han vil bespise dig på en overnaturlig måde, når du har mad for dig
eller godt kan finde den uden noget under. Men når du ikke kan finde den, da
har han befalet, at du med bestemthed skal tro, at han ikke vil svigte dig. Men
du skal ikke bestemme ham nogen tid eller måde, for han vil være fri, hvad der
også er rimeligt, og dog ikke svigte dig, hvilket er guddommeligt. Hvad
forlanger du mere?
Sådan er det også her gået med Kristus. Gud havde godt kunnet bevare ham for Herodes' magt, men da faren godt kunne afhjælpes, uden at noget under var nødvendigt, har han til eksempel for os benyttet en simpel måde ved skabninger og ført de vise ad en anden vej hjem igen. Det havde nødvendigvis villet indbefatte undere, hvis de var kommet til Herodes igen og havde fortalt ham, hvor barnet var. Dog symboliserer det også noget særligt, som vi nu skal tale videre om.
Om
evangeliets hemmelige betydning
Genfødt
ved Guds ord og tro
Kristi
legemlige fødsel symboliserer overalt hans åndelige fødsel, hvordan han bliver
født i os og vi i ham. Det taler Paulus om i Gal 4, 19: ”Mine børn, som jeg
igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer!” Til denne fødsel er det nødvendigt med to
ting, nemlig Guds Ord og troen.
Ved disse to ting bliver Kristi åndelige fødsel fuldbragt. Derfor viser denne
evangelietekst åndeligt ikke andet, end hvad der er Guds Ords og troens
beskaffenhed. Tillige viser den, hvordan det går dem, som bliver født, hvilke
anfægtelser og kampe troen har.
For det første, at udlændingen Herodes regerer over Guds folk. Dermed har Gud betegnet, hvad for et regimente dette folk havde i det indre, i sjælen. De havde forkastet Gud, så han ikke længere regerede i dem ved troen. Det var blevet et folk udelukkende af farisæere, saddukæere, hyklere og partier, som tænkte at gøre sig selv fromme og salige ved menneskelærdomme og ydre gerninger. Der var ingen tro, sådan som hele evangeliet og Kristi liv viser. Ligesom nu de ved deres vantro i åndelig forstand havde oprejst sig selv en Herodes i Kristi sted, sådan måtte de også i det ydre tåle en legemlig Herodes i stedet for den oprindelige, Davids kongestamme, så der på begge steder var idel Herodesregimente. For på græsk kalder man store, berømte og modige personer for ”heroes”, ”helte” [jf. engelsk: hero]. Det er sådanne folk som Herkules, Hektor, Akilles og lignende, som vi på vort sprog kalder kæmper eller kraftkarle. Herfra kommer navnet Karl, der hos os betyder det samme som helte eller heroes hos grækerne. For ordet ”herodes” kommer af ordet ”heroes”, som betyder kæmpe, stærk, stor, som udfører vældige ting. Det er sådanne store mordere og erobrere, som også fandtes før Syndfloden. Det er dem, Moses på hebraisk kalder ”niflim”, der betyder noget med at falde, fordi de overfaldt andre folk og undertrykte dem med vold. Israels folk slog mange af den slags ihjel i det forjættede land. Det var blandt andet Anak-sønnerne, som nævnes i 4 Mos 13, 33. Og kæmpen fra Rafa-slægten, som Jonatan, Davids brorsøn, slog ihjel (2 Sam 21, 20-21). Sådan har der til enhver tid været ”herodeser”, snart med ét navn, snart med et andet. Sådan må der også før den yderste dag findes herodeser, som Kristus ved sit komme skal tilintetgøre. Dem kalder man i vore dage paver, kardinaler, biskopper, præster, munke, folk i det kirkelige arbejde og hellige fædre, som må lide den store uret at kaldes Kristi fårs hyrder, da de dog i sandhed er glubende ulve, som sønderriver og opsluger Kristi folk med legeme, gods og sjæl. Det er de sidste og mægtigste kæmper, erobrere og herodeser, som ingen uden alene Kristus fra himlen kan tilintetgøre.
To
forskellige riger
Nu er Kristus og Herodes fuldstændig forskellige og ganske
modsat hinanden; for i Kristi væsen er der ingen stor berømmelse og
heltegerninger, der er ingen heltegerninger eller kæmpebedrifter, men idel
ydmyghed: så mennesker ikke anså ham for noget. Han var foragtet og lod Gud
alene være og gøre alt og have æren deraf. Omvendt bestod Herodes' væsen i at
gøre mægtige ting, formå alt og være berømt som den, hvem intet manglede.
Fordi jøderne nu i
det indre var rette Herodes'er, satte stor pris på sig selv og deres egne
gerninger og havde stor anseelse for deres ydre smukke livsførelse, så Kristi
væsen intet gjaldt for dem, så sendte Gud dem derfor også en kong Herodes, der
omgikkes sådan med dem legemligt, som de gjorde med sjælene åndeligt. De
forkastede Kristi og Guds væsen, derfor forkastede han deres kongelige stamme,
og fordi han ikke regerede i deres sjæle, lod han heller ikke deres kød og blod
regere over deres legemer og gods. Og ligesom de åndeligt dræbte og undertrykte
folket med deres regimente og menneskelærdomme, sådan lod han dem ved Herodes
legemligt undertrykke og plage, og sådan var den legemlige Herodes en straf for
og et tegn på deres åndelige Herodes.
Ligesom det nu sker
med alle synder, at man kender og hader straffen, men elsker og ikke kender
synden, sådan gik det også jøderne. De kendte den legemlige Herodes godt og var
ham fjendske, men den åndelige Herodes, deres vantro åndelige tyranni, syntes
dem at være kosteligt og godt. De troede ved deres farisæiske og sekteriske
væsen med menneskelærdomme og lovgerninger at gøre sig meget fortjente for Gud,
og så ikke, at de netop dermed gjorde sig fortjente til Herodes' regimente.
Dette styre kunne de ikke blive kvit, sådan som de dog gerne havde ønsket, og
hvortil de også troede sig værdige på grund af deres store åndelige, hellige
væsen. Sådan kender vi også nu meget vel vor Herodes, at han røver og
mishandler os på legeme og gods. Men fordi vi ikke er lutter kristne og ikke
lader Kristus være vor konge i en ren, fri tro, men lader det åndelige væsen,
som nu regerer, og vore egne gerninger behage os, så kan vi heller ikke blive
ham kvit, og har intet håb om det. Vi må lade os opæde og fordærve, intet
hjælper, vi må på én gang have en legemlig og åndelig Herodes.
Herodes’
falske rige
Så er nu dette for det første sat som grundvold, at Herodes
symbolisere et regimente, ikke ret og slet et regimente, sådan som de verdslige
herrer regerer, for Herodes var også selv en verdslig herre, derfor kan hans
regimente ikke symbolisere et verdsligt regimente eller sig selv, men må
symbolisere et andet og åndeligt regimente. Således kan regimentet heller ikke
regere over legemligt folk og gods, men over åndeligt folk og gods, det vil
sige, over samvittigheden og de ting, som hører til salighed, som gode
gerninger, godt livsførelse, læren om sakramenterne og Guds Ord. Videre: Dette
åndelige regimente kan ikke blive regeret på mere end to måder, enten på en
salig måde, når Kristus alene regerer i en ret tro og det rene evangelium –
eller på en fordærvelig måde, når et menneske regerer med gerninger og
menneskelærdomme, ligesom Israels folk først blev regeret af sin naturlige
slægt og egne konger, men senere af Herodes, en fremmed konge. Derfor kan
Herodes ikke symbolisere andet end et sådant åndeligt regimente, i hvilket
mennesker ikke regeres ved troen og evangeliet, men ved gerninger og
menneskelærdomme, og det dog har navn og skin af, at det fører lige til himlen
og lærer folk ret, mens det dog ikke er andet end den slagne landevej til
Helvede.
Kort sagt, Herodes
er paven med hans åndelige regimente; for der ser man ingen tro, intet
evangelium, men udelukkende menneskelærdomme og gerninger, og det har alligevel
en ret stor herodisk magt og berømmelse. Samvittighederne vil og må også alene
ledes, næres og bevares ved Guds Ord, men han leder og nærer dem alene med sit
eget skidt og gift: med aflad, med ordener, med messer, med bønner og faster og
sådanne ting, og er heri en mægtig kæmpe og krigskarl. De siger, at den kristne
kirke opholdes ved dette regimente. Den ville ellers gå under, hvis troen og
Kristus alene skulle regere. Derfor går det her, som folk siger: Den store
hvalfisk bærer verden på sin halefinne, det vil sige, hvis ikke paven var der
med sit regimente, så var Gud alt for svag, verdens styre ville bestemt falde
ud af hans hænder, da kunne hverken troen eller evangeliet hjælpe. Men nu
kommer paven ham til hjælp og lægger grundvolden med så mange kronragninger,
munkekapper, biskophatte og kardinalhatte, orgelklang, røgelse, klokkelyd og
kerter, skrål i kirkerne og knurren i maverne, især hos dem, som faster og ikke
får mælk, æg, kød, og deslige, hvori pavens hellighed består. Derfor bliver alt
sammen holdt oppe. Det beror alt sammen på paven. Om nu dette åndelige,
ordentlige, hellige regimente blev afskaffet, hvordan skulle det så gå med
verden? Så ser vi nu, hvad Herodes og Kristus er: to åndelige regimenter, det
ene i vantroen, det andet i troen.
Stjernens
symbolik
Hvad
er nu stjernen? Den er ikke andet end det nye lys, evangeliet mundtligt og
offentligt prædiket. Kristus har to vidnesbyrd om sin fødsel og sit regimente.
Det ene er Skriften eller Ordet forfattet i bogstaver, det andet er røsten
eller ordet udråbt med munden. Det samme ord kalder også Paulus og Peter et lys
og en lygte. Nu bliver Skriften ikke forstået, før lyset går op. Ved evangeliet er profeternes skrifter
blevet åbnet. Derfor må
stjernen først gå op og blive set; for i Det Nye Testamente skal prædikenen ske
mundtlig og med levende røst og offentligt, og bringe det frem i tale og
hørelse, som før var skjult i bogstaver og hemmelige syner.
Det Nye Testamente er heller ikke andet end
en åbning og åbenbaring af Det gamle Testamente, sådan som det bevidnes i Åb 5, hvor Guds lam
åbner bogen med de syv segl. Desuden ser vi hos apostlene, hvordan al deres
prædiken ikke har bestået i andet end at bære Skriften frem og bygge på den.
Derfor har Kristus heller ikke selv nedskrevet sin lære, sådan som Moses, men
lært mundtlig og befalet at lære mundtlig, og ingen befaling givet om at
skrive. Ligesådan har også apostlene kun skrevet lidt, og det ikke alle, men alene
Peter, Paulus, Johannes og Matthæus. Af de andre apostle har vi intet, undtagen
Jakobs og Judas’ brev, som mange mener ikke er skrevne af apostle. Og de, som
har skrevet, gør ikke andet end henviser os til Den Gamle Skrift, ligesom
engelen henviste hyrderne til krybben og svøbet, og stjernen disse vise til
Betlehem.
Derfor er det slet ikke nytestamentligt at skrive bøger om den kristne lære, men der skulle overalt være gode, lærde, åndelige, flittige prædikanter, som fremdrog det levende ord af den gamle Skrift og uden ophør lærte den for folket, sådan som apostlene har gjort. Før de skrev, har de først prædiket med legemlig røst og omvendt folket, hvad der også var deres egentlige apostolske og nytestamentlige gerning. Det er også den rette stjerne, som viser Kristi fødsel, og englebudskabet, som forkynder om svøbet og krybben.
Men at man har måttet skrive bøger, er
allerede en stor skade og en mangel på ånd, som nøden har fremkaldt, og som
ikke hører til Det Nye Testamentes rette art. Da der i stedet for fromme
prædikanter opstod kættere, falsk lærere og mange slags vildfarelser, som gav
Kristi får gift i stedet for næring, måtte man forsøge det sidste, som var at
gøre og var nødvendigt, så at dog nogle får måtte blive reddet fra ulvene.
Derfor begyndte man at skrive for ved skrift at føre så mange som muligt af
Kristi får til Skriften og dermed bevirke, at fårene kunne nære sig selv og
bevares for ulvene, når ikke deres hyrder nærede dem, eller når de ville blive
til ulve. Derfor siger Lukas også i sin fortale, at han er blevet bevæget til
at skrive sit evangelium for nogles skyld, som havde dristet sig til at skrive
Kristi historie; uden tvivl fordi han har set, at de ikke gjorde det ret. Sådan
går også alle Paulus’ breve blot ud på at bevare, hvad han tidligere har lært.
Han har uden tvivl prædiket langt mere, end han har skrevet. Hvis det hjalp noget at fremsætte ønsker,
så kunne man ikke ønske noget bedre, end at alle bøger blev fuldstændig
afskaffet, og intet andet blev til overs i hele verden, især hos de kristne,
end alene den blotte Skrift eller Bibel. Der er mere end nok i den af al slags kunst og
lærdom, som er et menneske nyttigt og nødvendigt at vide. Men ønsker er
forgæves nu. Gud give, at der dog kun var gode bøger
ved siden af Skriften.
Det kan nu være nok for denne gang, at denne
stjerne er den legemlige prædiken og den lysende åbenbarelse af Kristus, som
ligger skjult og er forjættet i Skriften. Den, som derfor ser stjernen, lærer
virkelig Kristus, den nyfødte jødernes konge, at kende. For evangeliet lærer ikke andet end
Kristus. Skriften har heller ikke andet indhold end Kristus. Og den, som ikke lærer Kristus at kende, kan nok
høre evangeliet eller tage bogen i hænderne, men forståelsen har han endnu
ikke. Og at have evangeliet uden forståelse er det samme som intet evangelium
at have, og at have Skriften uden Kristi erkendelse er det samme som ingen
Skrift at have. Det er ikke andet end at lade denne stjerne lyse og dog ikke se
den.
Evangeliet
afslører vantroen
Sådan
går det disse herodianere og dem, som var i Jerusalem: Stjernen står over deres
land og over deres hoved, men de ser den ikke. Sådan har det jødiske folk, da
evangeliet gik op over deres land, ladet det lyse, og dog ikke erkendt det, som
Esajas siger i dagens tekst. Og Paulus siger om dette i 2 Kor 4, 3-4: ”Og er
vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem,
der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud (som er Djævelen) blindet, så
de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som
er Guds billede.” Heraf er det klart, at alene vantroen er årsag til den
blindhed, at man ikke ser evangeliet, selv om det lyser og uden ophør prædikes.
For det er umuligt, at Kristus og hans evangelium kan erkendes ved fornuften. Det er kun troen, som kan erkende det. At se stjernen er netop et billede på troen.
Og disse magikere eller vise symboliserer og
er også selv den første del af hedenskabet, som ved evangeliet omvendes til
troen. Hedningerne var magikere, det vil sige, naturlige mennesker, der lever
efter fornuften og ikke har loven og profeterne, sådan som jøderne, men kun
vandrer efter naturens anvisning uden Guds Ord og lov. Ligesom nu de naturlige
vise, sådan som disse magikere, sædvanligvis farer vild og af den naturlige
kunst gøre trolddom og magi, som ovenfor sagt, sådan fører også naturen, hvis
den vandrer på egen hånd og ikke bliver hjulpet af Guds lærdomme, helt sikkert
på afveje og kommer væk fra sig selv ind i vildfarelse og blindhed. Naturen
bliver en rigtig troldkvinde og fuld af al slags overtro. Sådan skriver Paulus
i Rom 2, at hedningerne, selv om Guds lov ikke var givet dem, dog har en
naturlig lov i samvittigheden og af naturen gør lovens gerninger, som de finder
skrevet i deres hjerter. Men ligesom de har været langt borte fra loven og uden
Guds lov, sådan er de også meget nærmere ved troen og kommer før til tro end
jøderne, af den grund, at jøderne havde loven, forlod sig på den og mente, at
de gjorde den fyldest med gerninger. Derfor foragtede de evangeliet som noget,
de ikke trængte til, og som en falsk lære, fordi den forkaster gerningerne, som
de pukker på, og fordi den alene priser troen. Hedningerne havde ingen årsag til sådan
opblæsthed, fordi de var uden lov. Derfor er de let faldet evangeliet til fode,
har erkendt dets nytte og deres egen nød.
At nu de vise kommer til Jerusalem og spørger efter den nye konge, betegner ikke andet, end at hedningerne, oplyste ved evangeliet, kommer ind i den kristne kirke og søger Kristus. For Jerusalem er et billede på og begyndelse til den kristne kirke, hvori Guds folk er forsamlet. Ordet ”Jerusalem” betyder på vort sprog ”fredens syn”, fordi freden ses i den kristne kirke. Det vil sige, at alle, som er i den kristne kirke og er rette kristne, har en god samvittighed og en fredelig fortrøstning i hjertet på grund af syndernes forladelse ved Guds nåde.
Den
falske kirke
På dette fredelige sted regerer Herodes, den menneskeæder,
og vil også altid regere. For alle, som lærer menneskelærdomme og gerninger,
har den plage med sig, at de ved deres væsen forfører, fordærver og
undertrykker det rette Jerusalem. De fanger de gode samvittigheder og fromme,
enfoldige hjerter, lærer dem at bygge på gerninger og på sig selv. Herved går
troen da under, freden og den gode samvittighed fordærves, og der bliver et
Herodesregimente, som nok har stort skin, berømmelse og store gerninger, og dog
alligevel er uden tro og uden grund. Det vil evangelisten også tilkendegive,
når han siger, at Kristus bliver født på Herodes’ tid og eftersøges netop i
hans residensby. Den evangeliske sandhed har al sin strid med den herodianske
hellighed, og hvor den kommer, finder den herodister som regerer i folket med
menneskelærdomme og gerninger. Den kommer dog kun for at fordømme dette, og i
stedet for gerningerne udelukkende at lære Guds nåde, i stedet for loven kun
tro, og forløse Guds folk i Jerusalem fra det herodianske regimente.
Når nu Herodes hører det, så forskrækkes han
og hele Jerusalem med ham. Hvorfor det? Herodes frygter en anden, den rette konge.
Han vil selv alene med magt være konge. Dette blev opfyldt, da hedningerne ved
evangeliet begyndte at prise Kristus og troen frem for gerningerne og
menneskelærdommene. Da blev jøderne vrede, mærkede godt, at hvis det skulle
fortsætte sådan, så ville det, de havde, komme i foragt, og deres store
skinnende væsen i gerninger og lærdomme ganske blive til skamme. Det kunne de
ikke tåle, men begyndte at rase, sådan som man kan se det i Apostlenes
Gerninger. For dermed måtte deres overordnede stilling, deres ære, magt og
rigdom, som de alt sammen havde i overmål under dette herodiansk åndelige
regimente, få et stærkt stød. Gerninger og menneskelærdomme bringer altid mange
penge og meget gods med sig. Derimod
bringer Guds lærdom og Kristi gerninger kors, fattigdom, forsmædelse og alle
slags ubehagelighed med sig.
Det kan den herodianske hellighed ikke tåle. Sådan sker det altid at de, som
har fanget og undertrykt det stakkels folk ved samvittighedernes forvildelse og
menneskelærdomme, ikke gerne hører, at de stakkels elendige samvittigheder får
en ret forstand og undervisning og tragter efter det blotte, rene Guds Ord og
troen eller taler meget om, at de vil have en ny konge, og har set hans
stjerne. For så kan paven, biskopperne og de hellige fædre og gejstlige herrer
ikke så godt mæske deres vom. Derfor er det ikke synderlig velkomment eller
tilpas for deres herodianske regimente, at magikerne, de ulærde, lægfolk, som
intet ved, vil begynde at tale om evangeliets lys og uden at se hen til deres
åndelige pomp og pragt midt i Jerusalem spørger efter et andet slags væsen. Det
må nok forskrække Herodes og hans folk. Det gælder deres pung og vom. Ja, hele
Jerusalem forskrækkes med ham. For også mange fromme folk frygter dog for, at
sandheden i utide kommer for dagen, så der derved vil rejse sig oprør og
forvirring i verden, selv om de er fjendtligsindede mod det herodianske
regimente og ønskede, at det ikke var til. De mener, det er bedre en tid lang
at fortie sandheden eller fremsætte den på en sådan måde, at Herodes ikke
forskrækkes eller drives til at anrette større ulykke.
Men magikerne spørger slet ikke efter hans
forskrækkelse og vrede, taler i Jerusalem frit om stjernen og den nye konge, er
slet ikke bange for, at himlen skal falde ned. Evangeliet må man ikke for noget menneskes
skyld fortie, men skal bekende det.
Det er Guds Ord. Det skal Herodes vige for og følge. Men raser han, så lad ham
rase, Kristus skal dog forblive trods ham.
De
falske lærere misbruger Skriften
Men læg nu mærke til, at Herodes for det første ikke tænker
på at efterstræbe den nye konge med magt, men med list. Han samler alle lærde
og forsker flittig i Skriften, som om han gerne ønskede at vide sandheden, mens
det dog er hans mening, at ikke Skriften, men hans vilje og mening skal
vedblive med at være den rette og blive fuldbyrdet. Her kommer vi til den rette
Herodesdyd, her ser vi paven og hans folk ret afbildet.
Men for at ingen
skal fortænke mig i, at jeg sådan farer løs på paven og så foragteligt
sammenligner den gejstlige stand og dens regimente med Herodes, vil jeg her med
have betinget, at jeg gør det af kristelige pligt og skyldig troskab. Jeg
drives af min samvittighed til at bevise det for enhver. Jeg tvinger ingen til
at tro mig. Medfører ikke sandheden og erfaringen selv alt, hvad jeg siger, så
overbevis mig om løgn, den som vil, jeg vil gøre mit broderlige embede fyldest
og være undskyldt for Gud. Hvis nogen foragter min trofaste advarsel, han må
svare for sig selv. Jeg vil, at det skal være sagt ham, at Kristus og hans lære
ikke kan forliges med paven og hans gejstlige stand. Derfor har enhver at vogte
sig for dem, som for sin evige fortabelse og skal kun holde fast ved Kristus
alene, selv om det ikke bringer paven og hans gejstlige meget gods og megen ære.
Det vedrører slet ikke mig. Jeg skal prædike Kristus, ikke pavens og de
gejstliges gods og ære. Og hvad der er sagt om paven og hans gejstlige, det er
sagt om alle dem, som med gerninger og egne lærdomme undertrykker menneskene og
ikke lærer den blotte tro, den rene Skrift, den ene Kristus. Sådan handlede
jøderne, men kun i ringe grad i forhold til paven og hans folk. Den, som vil
lade sig forføre, har hermed hørt min mening; jeg er uskyldig i hans blod og
fordærvelse.
At Herodes forsamler ypperstepræsterne og de
skriftkloge blandt folket og forsker efter Kristi fødsel, er netop, hvad vort
gejstlige regimente og tillige alle gerningslærere gør. De vil have Skriften for sig, og hvad de
lærer, skal stå i Skriften, dog sådan, at deres mening har forrangen, og at
Skriften må lempe sig efter dem.
De tænker kun på at benytte Skriften til at undertrykke sandheden og stadfæste,
hvad de selv mener, ligesom Herodes blot af den grund forskede i Skriften, for
at han kunne slå Kristus ihjel. Sådan gør vor Herodes, paven, med sine
herodister. Han forsker også i Skriften og bruger den, men han udlægger den
blot sådan, at han tilintetgør dens rette forståelse og lægger sin egen mening ind. Med sådant skin bliver også de udvalgte
forførte, for intet er mere i stand til at forskrække og forføre
samvittighederne, end når man påberåber sig Guds navn og anstiller sig, som om
man kun vil søge og følge Guds Skrift og ord, og derunder dog kun søger det
stik modsatte, nemlig at undertrykke Skriften med alt dens indhold. Derfor ser disse
magikere ikke stjernen i Jerusalem, ved heller ikke, hvor de skal gå hen, og
alle, som kommer blandt sådanne smukt skinnende folk, blive tvivlrådige og
taber den rette kristne forstand over det herligt skinnende væsen hos de vantro
hellige, indtil de forstår den rene Skrift ret.
Striden
mellem den sande kirke og den falske kirke
Både
Herodes og magikerne har Skriften fra præsterne, men Herodes opfatter den i en
falsk, ond mening, magikerne derimod i en ret, god mening. Derfor ser magikerne
atter stjernen og bliver befriet fra Herodes' falske væsen, som var skyld i, at
de tabte stjernen af syne. Denne strid mellem Herodes og magikerne er et billede på den strid, som viser sig
mellem de sande og falske hellige angående Skriften. De sande hellige bliver nok en smule tvivlrådige
og taber en kort tid det rette lys, men forbliver dog ikke i denne tilstand. De
fatter til sidst Skriftens rette mening og komme atter til det klare lys og
lader herodianerne rose sig i deres falske opfattelse af Skriften.
At Herodes tillige kalder de vise hemmeligt til sig og af dem får tidspunktet at vide, da stjernen viste sig, betegner, at de åndelige herodianere ikke fornægter evangeliet i det ydre, men lærer det af de rette kristne. Men de gør det kun i den hensigt at bruge det efter deres ondskabsfulde tanker, ligesom Herodes her tænker at benytte sig af underretningen om stjernens tid til at dræbe Kristus og befæste sit eget rige.
Dette kalder Paulus
2 Tim 3, 5, at de i det ydre har gudsfrygt, men fornægter dens kraft. Han siger
ikke blot, at de mangler gudsfrygtens kraft, selv om det også er sandt, men
endnu værre, at de endog fornægter den. Derved giver han tydeligt til kende, at
de ikke blot i livsførelse og adfærd er ugudelige, men også i læren og kirkens
styre, så de med deres livsførelse fører sig selv, og med deres lære føre andre
bort fra evangeliets og salighedens vej. Det gør paven også med sine gejstlige
i alle prædikener. De råber højt: Evangelium, evangelium - og fornægter,
fordømmer og forbander dog alt, hvad der står i evangeliet, og hele dets
indhold. Ligesom Herodes lader sig belære om stjernen, men dog vil ødelægge
alt, hvad stjernen betyder.
Den
falske læres kendetegn
Evangeliet
lærer, at frelsen helt og holdent afhænger af troen. Det hører de og nægter det ikke, men på samme
tid fratager de det al dets kraft og siger, at troen uden gerninger er til
ingen nytte. Sådan kommer de i smug bort fra troen ind på gerningerne, så de nu
åbenlyst fordømmer troen og tilskriver gerningerne alt. Sådan beholder de ordet tro blot som et skin og fornægter, fordømmer og
forbander alt, som har troens art. De tager fat og deler troen i mange slags dele. Nogle tillægger de en naturlig tro, andre en
åndelig, nogle en almindelig, andre en særlig, nogle en udviklet, andre en
indskrænket tro. De forstår selv mindre af, hvad de gøgler om, de blinde
vejledere, end nogen almindelig dåre. Evangeliet kender intet til disse deres
mange former for tro, det har blot den ene, som forlader sig på Guds blotte
nåde uden al fortjeneste af gerninger. Men om den ved de ikke en døjt, ja fordømmer den
som det argeste kætteri og påstår dog, at de vil forfægte evangeliet og den
kristne tro.
Evangeliet
lærer videre, at Kristus
er vor frelser.
Det hører de, men på samme tid gør de alle Kristi naturlige gerninger og
egenskaber svage og kraftløse, idet de højt og tydeligt lærer, at vi ved
naturlige kræfter og gerninger kan fortjene Guds nåde. Sådan fordømmer de
Kristus og al hans gerning, som Peter forud har forkyndt om dem, når han siger:
”Der vil komme falske lærere blandt jer, som vil indsmugle ødelæggende
vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem.” (2 Pet 2,1). For
hvis naturen af sig selv kan erhverve Guds nåde, hvad nu alle fakulteter, stiftelser
og klostre med paven enigt lærer og holder fast på, så er Kristus født og død
omsonst og forgæves. Hvorfor behøvede han at udgyde sit blod for at skaffe os
nåde, hvis vi selv ved vor natur kan erhverve den? Alligevel vil de være
kristne og højt ophøje Kristi navn, under hvilket skin de udskælder og
fordømmer alt kristent væsen som kætteri.
Evangeliet
lærer videre, at Guds
lov er åndelig og umulig for naturen at opfylde, men at Guds Ånd må opfylde den
i os ved troen, Rom
8. Sådan nægter de hverken Ånden eller loven, men betager den på samme tid al
dens magt og lærer, at mennesket uden Åndens hjælp godt kan opfylde Guds lov på
alle punkter ved naturlig kraft, selv om det ikke dermed fortjener Himlen. Det
er ikke andet end at fornægte lovens og Åndens kraft og kun beholde ordene.
Desuden gå de videre og fordrejer Guds lov, hvor den forekommer dem at være for
svær for naturen. De gør det til ”råd” og overflødige, unyttige ting, så de
lærer, at det ikke er nødvendigt
eller befalet, at man skal elske Gud af hele sit hjerte, eller
at man også skal lade dem få kappen, hvis de vil tage din kjortel. Endvidere
lærer de, at det ikke er nødvendigt, at man holder fred i retten; heller ikke,
at man skal låne og give enhver uden fordel og rente; heller ikke, at man skal
lide uret og gøre sine fjender godt. Dermed har de ophævet den kristne stands
hele, rette, naturlige væsen, som kun består i at lide uret og gøre enhver
godt. Dernæst har de i stedet
for dette opstillet deres egne bud, at man skal være kronraget og bære
munkekapper, ikke spise kød, æg, smør, mælk, men skråle meget i kirkerne, og
sådan er der ikke blevet noget igen af Guds bud.
Guds nåde mister sin betydning
Evangeliet
priser endvidere den rene, skære gudsnåde, at den forlader og udsletter al synd. Nu nægter
de ikke ordet nåde, men giver sig skin af at sætte det såre
højt. Men på samme tid lærer de mange slags fyldestgørelse for synden,
indsætter ordener, sekter og bodsinstitutioner for dermed at afkøbe Gud syndernes
forladelse og betale ham hans nåde. Derved bliver nådens art og gerning
tilintetgjort og fordømt; for den vil være lutter nåde eller også intet.
Evangeliet
lærer videre, at alle mennesker ved arvesynden er under Guds vrede og unåde, så alle deres gerninger derved er
syndige. De benægter nu ikke ordet arvesynd, men fratager det dets kraft og
siger, at naturen endnu er god, at dens gerninger ikke er synd, at den også
godt kan berede sig
selv til nåden.
De siger også, at arvesynden ikke har gjort nogen skade på naturen, som er fordømmelig, men kun har gjort den svag til det gode og tilbøjelig til det onde. Hvis naturen da ikke følger sin
tilbøjelighed - hvad der står i dens egen magt - så fortjener den ikke Helvede,
og kan endda erhverve sig Guds nåde. Se, dermed er sagt så meget som, at
arvesynden ikke er arvesynd. Under bibeholdelsen af navnet har man benægtet
syndens gerning og beskaffenhed.
Kærligheden bliver selvcentreret
Evangeliet
lærer videre, at kærligheden
ikke søger sit eget, men kun tjener andre. Nu holder de nok fast på ordet kærlighed, men
fratager den al dens rette beskaffenhed, idet de lærer, at den rigtige kærlighed begynder med os selv
og elsker sig selv allerførst og allermest. Desuden siger de, at det er nok til kærlighed, at
man vil den anden godt. Man behøver ikke at vise det i
gerning og selv udføre det. For det ville være vanærende, hvis paven skulle
ydmyge sig for en underordnet, men han lader ham kysse sine fødder. Det er nok,
når paven kun opdigter en tanke hos sig selv, som siger: jeg under enhver godt
undtagen mine fjender. Se, på denne måde tilintetgøres al kærlighedens kraft og
væsen, der bliver kun det blotte, tomme, fattige ord tilbage.
Evangeliet
lærer videre, at håbet udelukkende bygger på Guds løfte. Men de bekender
ordet håb og lærer på samme tid, at håbet grunder sig på egen fortjeneste, og
ikke på Guds løfte. Evangeliet lærer videre, at Guds forudbestemmelse er evig sikker. Men de lærer, at den beror på den frie vilje og er usikker. Og kort sagt, Gud og hans navn bekender de, men
alt, hvad Gud anordner, vil, handler, bestemmer og gør, det fordrejer de,
tilintetgør og fordømmer det som det højeste kætteri, så det er åbenlyst, at
Kristi lidelser nu åndeligt bliver fuldkommet under pavens regimente. Se, sådan
har de i deres lære skinnet af troen, håbet, kærligheden, nåden, synden, loven,
Kristus, Gud og evangeliet, og fornægter dog al dettes kraft og beskaffenhed,
fordømmer det også alt sammen som det værste kætteri. Derfor har apostelen talt
så hårdt, at han siger, at de fornægter hele gudsdyrkelsens og det gudelige
livs kraft og kun har skinnet af det. Ak, Herre Gud i himlen, hvor er de
vandstrømme, ja blodstrømme, som vore øjne burde græde i denne sidste gruelige, skrækkelige tid, i hvilken Guds uudsigelige, uendelige vrede
hviler over verden for dens synders og utaknemmeligheds skyld.
Nu
hedder det videre i vor tekst, at Herodes sender de vise til Betlehem og
befaler dem at søge omhyggelig efter barnet. Han anstiller sig, som om han også
vil komme og tilbede det. Hermed er nu det andet stykke hos vore herodianere
betegnet, at de nemlig også lever, som de lærer. Lære og liv er hos dem
udelukkende skin og fornægtelse af sandheden. For livet må være sådant, som læren danner
det. Sådan gør nu paven og
hans gejstlige stand, lader nok de kristne være fromme og byder dem at søge
Kristus og sandheden, dog med den hensigt, at de skal afsløre hans opholdssted
og tjene paven med denne søgen. For paven påstår nu uforskammet og frimodigt
for al verden, enhver må gerne søge Kristus og leve gudeligt, men hvis man ikke
tillige overholder pavens bud og befaling og tjener ham, og med alt sin gode
livsførelse er hans lydighed underkastet, så kan man dog ikke blive frelst. Han
bevirker derved, at folk mener, at der ligger mere eller i al fald ligeså megen
vægt på lydighed mod ham, som på lydighed mod Guds bud. Se, det er Herodes’ tilsætning, idet han ikke alene sender de vise til Betlehem,
men også vil gøre dem sig underdanige og skyldige, for at de skal blive
forrædere og hjælpe til at slå Kristus ihjel. For alle, som på denne måde anser
lydigheden mod paven, som om den er nødvendig til frelse, og at man bliver
fordømt, hvis man ikke iagttager den, hvad gøre de andet end at forråde og
overgive Kristus, så Herodes finder og dræber ham? Den kristne tro kan nemlig ikke bestå
sammen med sådan lydighed og samvittighed, som det ofte er sagt. Troen må alene hjælpe til salighed, og
sådan lydighed må anses for ikke at hjælpe med til det, eller hvis den anses
for at kunne hjælpe med og accepteres, må troen gå under. Herodes kommer da til at regere i Kristi sted.
Det er da i sandhed at overgive og forråde Kristus og troen på ham.
Men når Herodes siger: Jeg vil også komme og
tilbede ham, så ser enhver, at han lyver, og at det kun er ord og falskt
påskud, hvorunder han tænker på noget ganske andet, nemlig at dræbe Kristus og
ødelægge hans rige. Her har du alle vantro helliges billede smukt og kort fremstillet i Herodes. Han
foregiver ikke, at han vil gøre nogen ganske almindelig gerning, siger ikke, at
han vil skænke ham guld og myrra, heller ikke, at han vil hjælpe ham eller være
hans gode ven, men tager den højeste og bedste gerning i al gudstjeneste, som
er ydmyghed og tilbedelse. Han siger: Jeg vil komme som en ydmyg mand, vise ham
den største ære og tilbede ham. Sådan gør nu også de åndelige herodianere. De
tager sig ikke en ringe gerning for, men gudstjenesten, det allerhøjeste, det
tilegner de sig selv, det driver de på, tør frit sige, at andre menneskers liv
er timeligt og verdsligt liv, men de er i gudsdyrkelse dag og nat, og når de
andre arbejder, så beder de og tjener Gud for de stakkels folk. Tror du det
ikke? Så spørg kirkeklokkerne om det. De ringer jo til deres gudstjeneste. De vandrer
så ydmygt, lader sig for alle mennesker udråbe som Guds tjenere og mæsker på samme tid ret godt deres vom, river
al verdens gods til sig og bygger sig huse, som om de ville blive her til evig
tid. Derfor må vi her se forskellen
mellem den sande og falske gudsdyrkelse, så vi kan lære at kende og afsky den
ondskabsfulde Herodes’ hjerte og mening.
Forskellen
på sand og falsk gudsdyrkelse
Man
kan ikke finde nogen, som her bedre ved at drage den rette forskel end Guds
Ord. Den gudsdyrkelse, som læres deri, må jo være den rette gudsdyrkelse. Og
den gudsdyrkelse, som er oprettet ved siden af eller uden for Guds Ord og
opfundet af mennesker, må ganske vist være en falsk, skinnende herodestjeneste.
Nu er der ingen andre steder forordnet noget om gudsdyrkelse eller gudstjeneste
end i Guds bud. Uden
tvivl er det alene den, som holder hans bud, der tjener Gud. Ligesom der om en ansat i huset siges, at han
tjener sin herre, når han gør og varetager, hvad hans herre befaler ham at
gøre. Men når han ikke gør det, så siger man, at han ikke tjener sin herre,
selv om han så ellers gjorde hele byen tilpas. Sådan tjener heller ikke den
Gud, som ikke holder hans bud, selv om han overholdt alle menneskers lærdomme
og bud.
Så består nu gudsdyrkelse for det første deri, at du kender, ærer og elsker Gud af hele
hjertet, sætter al din tillid og fortrøstning til ham, aldrig tvivler på hans
godhed, hverken i liv eller død, hverken når du har syndet eller gjort godt,
sådan som det første bud lærer. Og hertil kan vi alene komme ved Kristi blod og
fortjeneste, som har
erhvervet os et sådan hjerte og skænker os det, når vi hører og tror hans ord. Vor natur kan ikke have et sådant hjerte af sig
selv. Se, det er hovedgudstjenesten
og det fornemste stykke,
som vi kalder en oprigtig kristen tro og kærlighed til Gud ved Kristus. Sådan
bliver det første bud opfyldt af os ved Kristi blod, og Gud tjenes virkelig for
alvor.
For det andet, når du ærer Guds navn, påkalder det i nøden og
bekender det åbent for tyrannerne og forfølgerne af denne rette gudsdyrkelse.
Når du ikke frygter dem, men revser herodianerne, og så meget du formår søger
at forhindre, at de vanærer Guds navn med deres falske væsen og falske lære,
som de smykker med Guds navn. Det er en stor ting og drager altid verdens had
med sig. Se, det er det andet stykke i den rette gudsdyrkelse, som foreholdes
os i det andet bud.
For
det tredje, når du bærer det hellige kors og må lide meget på grund af denne tro og bekendelse, så du må
sætte liv og lemmer, gods og ære, venskab og gunst over styr. Det hedder ret at
højtideligholde og hellige sabbatten, hvorved ikke du selv, men Gud alene er
virksom i dig, og du kun er et
lidende, forfulgt menneske.
Det er det tredje stykke af den rette gudsdyrkelse, forordnet i det tredje bud.
Se, det er den første tavle med de første tre bud, som indbefattes i de tre stykker, at tro, bekende og lide. Derved forsager man dette liv og verden og lever
alene for Gud.
Når vi kommer til den anden tavle, så er det
for det fjerde en ret gudsdyrkelse, når du ærer din far og mor,
er dem underdanig og lydig, hjælper dem frem for alle mennesker på jorden, når
de har behov for det. Du må heller ikke uden deres vilje indtræde i den
gejstlige stand, når de behøver dig eller ønsker at bruge dig til noget andet.
For
det femte, at du ikke gør nogen
skade på legemet, men gør enhver godt, også dine fjender. Når du besøger de
syge og fangne og rækker alle trængende hånden, har et godt og kærligt hjerte
imod alle mennesker.
For
det sjette, at du lever kyskt og
mådeholdent eller holder dit ægteskab ret og rent og hjælper andre at gøre det.
For
det syvende, at du ikke bedrager
nogen eller gør nogen skade eller forfordeler nogen i timeligt gods, men låner,
giver enhver og bytter med enhver, når du kan, og søger at afværge al skade fra
din næste.
For
det ottende, at du tager vare på
din tunge, ikke bagvasker eller belyver nogen, men undskylder, taler vel om og
skåner enhver.
For
det niende og tiende,
at du ikke begærer nogens hustru eller gods.
Se, det er alle stykker, som hører til den
gode gudsdyrkelse. En sådan fordrer Gud af dig og ellers ingen. Hvad du gør
derover, regner han ikke for noget. Det er også klart nok og let at forstå for
enhver. Nu ser du, at den
rette gudsdyrkelse må være fælles for alle samfundslag, alle mennesker, og at kun denne ene må findes
hos Guds folk. Hvis der findes nogen anden gudsdyrkelse, må den bestemt være
falsk og forførerisk, fordi den ikke vil være fælles for alle, men holder sig
til nogle særlige samfundslag og mennesker. Dette være sagt om den rette,
fælles og ene gudsdyrkelse.
Den
falske gudsdyrkelse
Lad os nu betragte den falske, særlige, sekteriske og
mangeartede gudsdyrkelse, som Gud intet har befalet om, men som er opdigtet af
paven og hans gejstlige.
Her ser du mange
slags institutioner, ordener og klostre, hvoraf ingen har noget tilfælles med
den anden. Her har nogen en stor, andre en lille kronragning; her bærer nogen
grå eller sorte, en anden hvide klæder; en beder på sine bestemte dage og
tider, en anden på andre dage og tider; en spiser kød, en anden fisk; en er en
kartheusermunk, en anden en barfodsmunk; en har en slags ceremonier, en anden
en anden slags; en valfarter til Rom, en anden til Jerusalem; en holder messe
på en måde, en anden på en anden; en er bunden til et kloster, en anden til et
andet; en skråler i et kor, en anden i et andet, og opfylder kirkerne med sit
skvalder. De lever også i ugift stand og har mange slags regler, og hvem kan
opregne alle de utallige, specielle, sekteriske stykker? Denne slags
gudsdyrkelse har nu grebet om sig og født endnu langt mere af sig, så at der
intet mål eller måde er med at bygge kirker, kapeller, klostre, altre, med at
stifte messer og bønnemøder, med at oprette bønnetimer, med at skænke
messeklæder, korkapper, kalke, monstranser, sølvbilleder og klenodier,
lysestager, lys, røgelse, malerier og klokker. Hvilket hav og hvilken skov af
sådanne ting. Herpå er nu alle lægfolks andagt gået ud, hertil al deres tiende,
penge og gods anvendt. Det kaldes at forøge og forsørge gudstjenesten, sådan
som paven benævner det i sin hellige kirkelov. Hold nu disse stykker op imod
den sande gudsdyrkelse og sig mig, hvor har Gud sagt et bogstav om nogen af
disse ting? Tvivler du endnu på, at hele den gejstlige stand under paven er
andet end idel Herodes’ hykleriske og bedrageriske væsen, som kun hindrer folk
og holder dem borte fra den rette gudsdyrkelse? Her er de altre og høje, hvorom
profeterne taler, når de klager over Israels folk, at der ikke var nogen by,
uden at den havde oprettet sin egen høj og eget alter og lod den eneste Guds
tempel fare. Sådan har denne afguderiske, overtroiske, papistiske, herodianske
gudsdyrkelse opfyldt alle verdens kroge og fortrængt og tilintetgjort den
rette, sande gudsdyrkelse.
Du vil måske se dig
om og tænke: Hvad, skulle da så mange mennesker alle sammen fare vild? Se dig
for og lad ikke mængden anfægte dig. Hold fast ved Guds Ord, der ikke kan lyve
for dig. Alle mennesker kan lyve, og som Skriften siger: Alle mennesker er
løgnere. Lad det ikke forundre dig, at så mange nu farer vild. Der var dog på
Elias' tid kun syv tusinde gudfrygtige mænd i hele Israels folk. Sig mig, hvad
var syv tusinde mænd imod hele Israel, som havde mere end en million våbenføre
mænd foruden kvinder og børn? Hvad var også hele folket imod hele verden, som
alle sammen for vild? Hvordan må det da være nu, når Kristus og apostlene har
forudsagt så gruelige ting om disse tider, at endog Kristus selv har sagt: Tror du, at menneskesønnen skal finde troen på jorden, når
han kommer? Det må gå meget forfærdeligt til, og mange og store folk må fare
vild, især dem, om hvem man mindst tænker det, når Antikrist skal regere og
forføre verden. Og vi vil være sikre, agter ikke på Guds dom og tager ikke hans
vrede til hjerte, så det ikke ville være noget under, om han næppe beholdt ét
eneste gudfrygtigt menneske tilbage på jorden.
Det er den sidste og værste tid, som hele
Skriften truer så skrækkeligt med.
Tak derfor Gud, at du af hans ord kan se, hvad der er ret eller falsk gudsdyrkelse.
Se da til, at du bliver derved og ikke følger flertallet, som løber af sted
uden Guds Ord. Når de, der har Guds Ord og hænger ved det, næppe blive
bestående, hvordan skal det da gå dem, som uden Guds Ord følger deres egen
næse? Derfor lad tvivle den, som vil, Guds Ord og den rette gudsdyrkelse
overbeviser tilstrækkelig om, at paven er Antikrist og at de kirkelige
institutioner er hans disciple,
som forfører hele verden.
Se, det er Herodes’ gudsdyrkelse, der anstiller sig, som han vil tilbede Kristus og tjene Gud, og mener det ikke seriøst. Alligevel hykler han så smukt, at han dagligt bedrager og ofte har bedraget også mange hellige, fromme folk, sådan som Kristus siger i Matt 24, at også mange udvalgte skal føres i vildfarelse. Sådan er det gået Bernhard, Frans og lignende, skønt de ikke er gået under i vildfarelse eller blevet deri. Deres rette tro har bevaret dem skadesløse under sådan vildfarelse og ført dem ud deraf. Sådan gik det også disse fromme vise: De havde en god, ret tro og mening, alligevel tog de fejl med hensyn til Herodes, holdt hans tale for sand og troede hans løgn, var også parate til at følge ham deri, hvis de ikke var blevet anderledes undervist fra himlen. Sådan går det også nu, at mange er faret vild, fordi de viser paven lydighed og i al enfoldighed tror, at hans væsen er ret og godt. Men deres kristne tro hjælper dem, så denne gift til sidst alligevel ikke skader dem, sådan som Kristus siger i Mark 16, 18: ”Drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem, der tror.” Men hvad er forgiftet uden sådan løgn og hykleri ved den falske lære om en uret gudsdyrkelse.
Har vi nu erkendt
Herodes’ gudsdyrkelse og set hans falske, ondskabsfulde hykleri, så lad os nu
også se hans falske mening og ondskab, hvormed han tænker at tilintetgøre ikke
alene den sande gudsdyrkelse, men også kongen Kristus og hele hans rige.
Den
falske læres indhold og motiv
På tre måder understår han sig i at gøre det. For det første
med dette hykleriske påskud om denne falske gudsdyrkelse. For en sådan ydre
gudsdyrkelse er et stærkt og uden særlig nåde et uovervindeligt middel til at
lokke bort fra den rette gudsdyrkelse, så Paulus med rette kalder den
”vildfarelsens magt” (2 Thess 2, 11). Folket kan ikke værge sig mod sådan
forførelse, hvis ikke gode biskopper og prædikanter står frem og alene prædiker
den sande gudsdyrkelse, holder folket til Guds rene ord og modsiger den falske
gudsdyrkelse, sådan som profeterne gjorde i Israels folk og derfor alle blev
dræbt. For sådan prædiken risikerer halsen og kan ikke tåles af Herodes, paven
og hans kirkelige, hellige folk. Den gør alt for stor skade i pungen, og
sjælene alt for meget gavn, og det er ulideligt for deres lærer Djævelen.
For det andet
vil han tilintetgøre ham ved sin lære, som vist ovenfor, idet han lærer gerninger i stedet for troen imod det første bud, som byder at ære Gud og hans gerning. Det andet og
tredje bud undertrykker han og lærer egne gerninger og stolen derpå, forbyder også at bekende troen
og Guds navn. Han lærer at være ulydig mod sin far og mor, imod det
fjerde bud. Han lærer, at det
ikke er nødvendigt at
elske og gøre vel mod sine fjender, imod det femte. Nedvurderer ægteskabet i
folks øjne, imod det
sjette. Røver og stjæler uretfærdigt gods og tillader andre det samme, imod det syvende. Lærer også, at det ikke er nødvendigt at låne og give. Kort sagt, han
lærer, at det
ikke er nødvendigt af
hjertet at elske Gud og sin næste. Det er at tilintetgøre hele Skriften og gudsdyrkelsen.
For det tredje er
han ikke tilfreds med dette giftige eksempel og dødbringende lære, men farer af
sted og øver tillige to slags vold, idet han både forbander og åndeligt
fordømmer de sjæle, som ikke følger ham, og tillige legemligt brænder,
forjager, forfølger deres legemer, gods og ære på det allerværste. Hvad mere
ondt kan han gøre? Jeg mener, han er en Herodes. Alligevel må han lade Kristus
blive og kan ikke fuldføre sin vilje. Han fordærver meget, men troen bliver til
verdens ende, skønt skjult, flygtig og ubekendt.
Evangeliet
bringer glæde
Da
de vise gik bort fra Herodes og vendte sig mod Betlehem, viste stjernen sig
atter for dem, og de blev meget glade. Det sker altid, når hjertet, efter at
være vildledt og forført af menneskelærdomme, atter kommer tilbage til
evangeliets og den rene sandheds erkendelse. Da bliver det straks Herodes kvit
og ser, hvor fuldkommen sikker og lys sandhedens vej er imod herodianernes
falske skin. Da
bliver hjertet også glad. For evangeliet er en trøsterig lære, som fører os ud
af al menneskelig formastelighed ind i fortrøstningen til Guds blotte nåde, sådan som Sl 4, 7-8 siger: ”Løft dit ansigts lys
mod os, Herre! Du har givet mig større glæde i hjertet, end man har, når der er
rigdom af korn og vin.” Derimod fører alle de, som vandrer i menneskelærdomme
og egen kraft, et meget angstfyldt liv, og det er dog til ingen nytte. Hvilket
hjerte skulle ikke blive glad, når det erkender, at pavens regimente
udelukkende er møje og besvær for samvittigheden og bedrager al verden med sit
skin. Det guddommelige
lys og sandheden har den natur, at den trøster samvittighederne, trøster
hjerterne og gør ånden fri,
ligesom omvendt menneskelærdommene har den natur, at de gør samvittighederne
nedtrykte, plager hjerterne og udslukker ånden.
Videre hedder det, at stjernen bevæger sig foran dem, forlader dem ikke, før den får bragt dem til Kristus. Den går heller ikke videre, men bliver stående ovenover stedet, hvor barnet er. Sådan gør det hellige evangeliums lys. Det er som en lysende stjerne i mørket, som Peter siger i 2 Pet 1, 19, og går foran os, fører os, såfremt vi kun hænger derved med fast tro, forlader os heller ikke, før det får bragt os til Kristus og sandheden. Det går heller ikke videre, for det lærer intet andet end Kristus. Sådan er da evangeliets art og gerning symboliseret ved denne stjernens ledsagelse, og ved de vise alle troende, så ligesom stjernen legemlig førte dem til Kristus, og de legemligt fulgte den, sådan fører evangeliet åndelig menneskers hjerter i denne verden, og de troende hjerter ser det og følger det også med glæde, indtil de kommer til Kristus. Sådan roser Paulus sig i 1 Kor 2, 2: ”Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” Og i Kol 2, 8 forbyder han os at følge nogen lære, som ikke lærer Kristus. Hvad er det andet, end at denne stjerne viser Kristus alene og intet andet, går heller ikke videre. Sådan er i dette billede al menneskelærdom fordømt, og der skal ikke for de kristne prædikes andet end det blotte, rene, ene evangeliets lys, og vi skal alene følge denne stjerne. Derfor er også her pave, biskopper, præster, munke med alt deres regimente og lære fordømt og at sky som Herodes’ tyranni.
Her stoppes også
munden på papisterne og herodianerne, og de bliver redeligt revset for deres
løgn, når de med ugudelig frækhed lærer, at man skal søge den kristne kirke og
troen hos dem, og at den, som ikke hører dem, han skal anses, som om han ikke
hører til den kristne kirke. De vil være det tegn og den stjerne, som fører til
Kristus og sandheden, men det er falskt og opdigtet. Vil du vide, hvor Kristus
og sandheden er, så lær det af denne historie. Se ikke på paven, ikke på
bispekåberne, ikke på de højere læreanstalter og klostrene. Lad dig ikke føre
vild ved, at de prædiker meget, synger og holder messer, påstår de sidder i
apostlenes sted og ophøjer det gejstlige embede. Det må alt sammen bedrage uden
ophør; de farer vild og lærer vildfarelse.
Kirkens
sande kendetegn
Det er ikke mere end et eneste sikkert
tegn, hvorved du kan kende, hvor Kristus og hans kirke er, det er denne
stjerne, det hellige evangelium.
Alt andet er falskt og fejlagtigt. Men hvor evangeliet prædikes, dér lyser
denne stjerne, dér er Kristus helt bestemt, dér finder du helt sikkert hans
kirke, det være sig i Tyrkiet, Rusland, Bøhmen, eller hvor det vil. Det er ikke muligt, at Guds Ord lyder, og
Gud, Kristus og Helligånden ikke er der. På den anden side er det ikke muligt, at Gud,
Kristus, Helligånden, kirken, eller noget saligt er dér, hvor Guds Ord ikke
lyder, selv om de gjorde alle undere, men det må udelukkende være herodianere
og djævelsregimente, som findes der. Nu ser enhver jo, hvordan paven og hans
gejstlige omgås uden Guds Ord kun med menneskelærdomme.
v11 Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria,
og de faldt ned og tilbad det
Huset er den kristne kirke, forsamlingen af alle troende på
jorden, i hvilken du alene finder Kristus og hans mor. Alene i den kristne
kirke findes de, som ved Helligånden er gjort gravide og frugtbare, fødes og
fører et kristent liv. Alt, hvad der er uden for dette hus, hvor smukt det end
skinner, hvor fornuftigt det end er, så er hverken Kristus eller hans mor der,
det vil sige, der findes intet kristent liv, for det kan ikke findes uden troen
og Helligånden. Når derfor pave, biskopper, eller hvem det er, fordrer af dig,
at du skal se hen til dem, når du vil se den kristne kirke, så tænk på denne
tekst og se efter stjernen. Vær vis på, at hvor stjernen ikke står ovenover,
dér er huset helt bestemt ikke, hvor Kristus og hans mor findes. Det vil sige,
hvor evangeliet ikke svæver og lyser ovenover, dér er den kristne kirke bestemt
ikke. Denne stjerne vil ikke føre dig vild, og du kan heller ikke nogensinde
uden den træffe det rette. Den fører til dette hus og bliver over dette hus.
Sådan bringer evangeliet dig ind i kirken, og bliver også over kirken, står
fast, lader sig ikke drive væk ved nogen forfølgelse. Det lyder og lyser frit
og åbenlyst, så alle dets fjender bliver vrede over det, sådan som vi har set
det alt sammen opfyldt ved apostlene, martyrerne og alle hellige og endnu
daglig, hvor det prædikes.
v11b Og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det,
guld, røgelse og myrra.
Alle legemlige ofre, som omtales i moseloven eller på andre
steder i Skriften, betegner de åndelige ofre, som der tales om i Hebr 13, 15:
”Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber,
som bekender hans navn.” Og Hoseas 14, 2-3: ”Vend om, Israel, til Herren din
Gud, for du snublede i din skyld. Tag ord med jer, og vend om til Herren; sig
til ham: »Du, som tilgiver al skyld, tag imod vore gaver; vi vil betale med
læbernes frugt.” Derom taler også Sl 51, 18-21: ”Du vil ikke have slagtoffer,
og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det; mit offer, Gud, er en
sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. Gør
i din nåde godt mod Zion, opbyg Jerusalems mure! Da vil du tage imod de rette
ofre, brændoffer og heloffer; da skal tyre ofres på dit alter.” Ligesådan i Sl
50, 7-14: ”Lyt, mit folk, jeg er Gud, din Gud! Jeg anklager dig ikke for dine
slagtofre, og dine brændofre har jeg altid for øje. Jeg tager ikke tyre fra dit
hus eller bukke fra dine folde, for alt skovens vildt er mit, dyrene på de
tusinder af bjerge. Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden
er min, med alt, hvad den rummer. Behøver jeg at spise tyrekød eller drikke
bukkeblod? Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den
Højeste.” og i vers 23: ”Den, der bringer takoffer, ærer mig, ham lader jeg se
Guds frelse.” Af disse ord er det klart, at skal offeret være Gud
velbehageligt, så må det være til lov og tak, eller må ikke ske uden lov og
tak. Og sker det uden lov og tak, så kan og vil han ikke vide af det, sådan som
han også siger i Es 1, 11: ”Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre?”
Vi kan jo heller
ikke give Gud noget, for det er jo allerede alt sammen hans, og vi har alt fra
ham. Alene lov, tak og ære kan vi give ham. Det mener David også ifølge Sl
116,12-13: ”Hvordan kan jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig? Jeg
løfter frelsens bæger og påkalder Herrens navn.”
Lovprisning
og lidelse hører sammen
Nu
er det at love Gud ikke andet end at bekende de af Gud modtagne velgerninger og
ikke tilskrive os selv dem, men ham alene og ligesom bære
dem tilbage til ham. Denne lov og bekendelse sker på to måder, for det første
for Gud alene, for det andet for mennesker. Det er troens egen gerning og
frugt. Det lærer Paulus om i Rom 10, 9: ”Hvis du med din mund bekender, at
Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal
du frelses.” Som om Paulus vil sige: Det er ikke den rette tro, at du i hjertet
vil tro på Kristus og love ham i en afkrog, du må bekende det frit for enhver,
om du så risikerer livet. Sådan bekendelse tåler Djævel og mennesker ikke at
høre, og korset
er forbundet med en sådan bekendelse.
Og pave, biskopper, præster og munke kan ikke tåle at høre Kristi ord. Det er
derfor træffende, hvad profeten siger i den førnævnte salme: ”Jeg løfter
frelsens bæger og påkalder Herrens navn.” Som ville han sige: Skal jeg love og
bekende Gud, så vil de på grund af det trænge og ængste mig med smertens bæger.
Velan, jeg vil modtage den i Guds navn og ikke fortie Guds pris af den grund; den
vil heller ikke skade mig, men være frelsende for mig og kun hjælpe mig så
meget hurtigere til salighed. Det er også meningen af Kristi ord i Mark 8, 38:
”Den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal
Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med
de hellige engle.”
Mange har fremsat deres tolkning af disse tre ofre, den ene ét, den anden noget andet. Dog er alle som regel blevet stående ved, at de betegner tre slags bekendelse. Vi vil derfor tage det, som nu forekommer os at være det bedste. Guldofret, siger de, betegner, at de bekender, at Kristus er konge; røgelsen, at han er en præst; myrraen, at han er død og begravet. Alle tre stykker skulle passe på Kristus efter hans menneskelige natur, dog sådan, at han tillige er Gud, og at der for hans guddoms skyld er overgået hans menneskelige natur dette.
Ingen
forsoning før regningen er betalt
For det første lærer og bekender den kristne tro, at Kristus er
en konge og herre over alle ting, efter ordene i Sl 8, 7:
”Du har gjort ham til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under
dets fødder.” Og Sl 10, 1: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre
hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!” Denne bekendelse
i en ret tro er en høj og mægtig trods og frimodighed hos alle dem, som tror på
Kristus, imod alt, hvad der er dem imod, det være sig sværd, hunger, sult eller
nogen anden skabning, (som Paulus siger i Rom 8, 35). Hvem vil skade en kristen
eller gøre ham bange, når han ofrer dette guld, tror og bekender, at hans herre
Kristus også er en herre over død, Helvede, Djævel og al skabningen, og at alt
er i hans hænder, ja ligger under hans fødder? Den, som har en nådig fyrste,
frygter intet af det, som er den samme fyrste underlagt, men trodser derpå,
berømmer og bekender sin herres nåde og magt. Hvor meget mere trodser og
berømmer en kristen sig så ikke af Kristus imod pine, død, Helvede og Djævel og
siger trøstig til dem: Hvad kan du gøre mig? Er du ikke under min herres
fødder? Lad os se, om du tør æde mig uden hans vilje. Se, et sådant frimodigt
hjerte frembringer dette guldoffer. O, hvor sjældent er det nu blevet. Derfor
er det meget trøsterigt, når nogen forskrækker dig eller gør dig skade, at du med
munden bryder ud, bekender Kristus og siger: ”Du har gjort ham til hersker over
dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder.”
For det andet: Røgelse brugte man efter moseloven ved
gudstjenesten i templet, hvad der tilkom det præstelige embede (3 Mos 2).
Derfor er det, at ofre røgelse, ikke andet end at bekende Kristus som en præst, der er en mellemmand mellem Gud og os, sådan som Paulus siger i Rom 8,
34, at han går i forbøn for os og er vor mellemmand for Gud, hvad vi også har allermest brug for. For ved sit kongerige og herredømme beskærmer
han os mod alt ondt i alle ting, men ved sit præstedømme bevarer han os mod al
synd og Guds
vrede. Han træder frem for os
og ofrer sig selv
for at forsone Gud,
så vi ved ham har fortrøstning til Gud, og så vor samvittighed ikke forstrækkes
eller frygter for hans vrede og dom. Som Paulus siger Rom 5, 1-2: ”Ved vor
Herre Jesus Kristus har vi fred med Gud og har i troen fået adgang til den
nåde, som vi står i.”
Nu er det meget større, at han gør os trygge og giver vores samvittighed
fred i vort forhold til Gud, så vi ikke har Gud og vor egen samvittighed imod
os, end at han gør skabningen uskadelig for os. For skyld og synd er meget mere alvorlig
end lidelse og død.
Det er nemlig synden, der bevirker døden, og uden synd var der ikke nogen død,
eller den ville i hvert fald ikke kunne skade os. Ligesom nu Kristus er herre
over synd og død, og det står i hans magt at skænke alle dem nåde og liv, som
tror på ham, sådan er det at ofre guld og røgelse, at bekende disse hans to
embeder og gerninger og takke ham for det, sådan som Paulus gør i 1 Kor 15,
55-57: ”Død, hvor er din sejr? Død,
hvor er din brod? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske
tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!”
Det er i sandhed et høj trods, at et
menneske imod sin synd, imod sin onde samvittighed, imod Guds forfærdelige
vrede og dom kan sætte denne præst og med fast tro sige og bekende: ”Du er
præst for evigt på Melkisedeks vis.” (Sl 110, 4; Hebr 5, 6). Og er du præst, så
træder du frem for alle syndere, der bekende dig som en sådan præst. Så lidt
som nu Guds dom, vrede, synden og den onde samvittighed kan fordømme eller
forskrække dig, så lidt fordømmer og forskrækker det også mig, for hvem du er
en sådan præst. Se, det hedder at ofre ret røgelse, at være frimodig mod al synd og Guds vrede
ved Kristus i troen.
For det tredje: Myrra bruger man til at salve de dødes legemer,
for at de ikke skulle forrådne i graven. Herved er Kristi død og opstandelse
symboliseret forud. Han alene er det, som er død og begravet og ikke forrådnet,
men igen opvakt fra de døde. Som Sl 16 og ApG 2, 27 siger: ”Du vil ikke lade
mig blive i dødsriget, din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.” Denne
uforgængelighed er symboliseret ved alle, som med legemlig myrra er bevaret fra
forrådnelse. Så er nu det at ofre myrra det samme som at bekende, at Kristus er
død og dog ikke har set forrådnelse, det vil sige, at døden er overvunden af livet, og at han aldrig er død efter sin guddommelige
natur, og at hans menneskelige natur tillige er blevet opvakt igen fra de døde.
Denne bekendelse er den allernødvendigste
af de tre, skønt de alle
tre er nødvendige og må være uadskilte. At han er blevet dig en konge og præst
og har skænket dig sådanne store goder, må du ikke tænke, er sket for intet
eller kun har kostet ham en bagatel, eller kommer til dig ved din egen
fortjeneste. Synd og død er i ham og ved ham overvunden for dig, og nåde og liv
skænket dig, men ham
har det kostet hårdt.
Han har udstået meget, han
har erhvervet det på det dyreste
ved sit eget blod, legeme og liv. For at stille Guds vrede og dom,
samvittigheden, Helvede, død og alle onde ting og erhverve alt godt, har ikke
kunnet ske, med mindre Guds retfærdighed blev fyldestgjort, synden betalt, og
døden overvundet på rette måde. Derfor har Paulus som regel for skik, når han
prædiker om Guds nåde i Kristus, tillige at omtale hans lidelse og blod for at
vise, at alle
goder, som er skænket os ved Kristus, ikke er kommet til os uden hans
uudsigelige fortjeneste og lidelse.
Sådan siger han i Rom 3, 25: ”Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved
troen.” Og i 1 Kor 2, 2: ”Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide
af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” Derfor er det rette myrraoffer at bekende
den store omkostning og lidelse, som det har kostet Kristus at blive vor præst
og konge.
Se, det er de tre stykker, hvori vi skal
love og bekende Kristus og hans tredobbelte værk, som han har udført for os, og
som han endnu daglig udfører ligetil den yderste dag. Rækkefølgen er også ret:
Evangelisten begynder med guldet som det fornemste, for det var ikke muligt, at
han kunne blive en konge over alle ting, os til gode, hvis han ikke først havde
forsonet Gud for os og stillet vor samvittighed tilfreds, så han kunne regere
og virke i os i fred og ro, som i sit eget rige. Derfor måtte han også være
præst for os. Men skulle han være præst og efter sit præstelige embede forsone os med Gud, så måtte han gøre Guds retfærdighed fyldest for
os. Men der var ingen anden fyldestgørelse mulig, end at han måtte hengive sig
selv og dø, og således i sig selv ved døden overvinde synden. Sådan er han ved
døden kommet til præstedømmet, og ved præstedømmet til kongedømmet, og har
således modtaget myrraen før røgelsen, og røgelsen før guldet. Dog nævner
Skriften altid først kongedømmet, dernæst præstedømmet, dernæst hans død, sådan
som Salme 110 også gør. Først beskriver salmen hans kongedømme sådan: ”Herren
sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine
fjender som en skammel for dine fødder!” (v. 1). Dernæst hedder det om hans
præstedømme sådan: ”Herren har svoret og angrer det ikke: Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.” (v. 4). Og til sidst tales der om hans lidelse sådan: ”Af
bækken ved vejen drikker han, derfor kan han løfte hovedet.” (v. 7). Sådan
kunne man også her sige: Han skal smage myrra, derfor bliver han præst, og
fordi han er præst, skal han også blive konge. Det ene følger af det andet, det
ene er årsag til det andet, og de står i nøje forbindelse med hinanden.
Ved denne enfoldige, simple udlægning lader
jeg det bero og overlader de høje betragtninger til dem, der har tid. Vi skal
især være opmærksomme på, at vi ikke adskiller disse tre bekendelser fra
hinanden, men ofrer dem sammen. Når Esajas alligevel i dagens tekst alene taler
om guld og røgelse, men tier om myrraen, så kan det måske være sket af den
grund, at Kristi kongedømme og præstedømme altid har eksisteret fra verdens
begyndelse, sådan som det siges i Hebr 13, 8: ”Jesus Kristus er den samme i går
og i dag og til evig tid.” For alle hellige er ved ham og ved troen på ham forløste fra synd
og død. På Esajas’ tid var det tredje stykke, hans lidelse, myrraen, endnu ikke
fuldbragt, som evangelisten efter den skete opfyldelse derimod med rette kan
omtale.
Herodianerne og papisterne har ikke alene adskilt disse tre ofre fra hinanden, men også med uudsigelig skændsel tilintetgjort dem. De har blot beholdt navnene og bekender med ord, at Kristus er en konge og præst og død for os, men med andre modstridende ord, med deres hjerte og hele væsen nægter de det alt sammen og fordømmer det på det allergrueligste. For at vi skal lægge mærke til det, så er det for det første tilfældet med myrraofret. Når de lærer at mennesket uden Guds nåde af sig selv ved sin fornuft og sin frie viljes naturlige kraft kan gøre sig værdig og modtagelig for Guds nåde – hvad er det så andet end uden Kristi blod og lidelse selv at ville gøre den guddommelige retfærdighed fyldest ved egne gerninger, stille hans vrede og dom og skaffe samvittigheden fred? Det er jo at gøre Kristi blod og al hans lidelse, ja hele hans menneskeliv med al dens gerning til intet, anse det for unyttigt og træde det ned med fødderne. Om dette siger Hebr 6, 4-6: ”Det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot.” – For uden for Kristus er der ingen nåde eller omvendelse, men udelukkende vrede. Alligevel lærer papisterne, at man kan søge og finde nåde uden for ham. Sådan er myrraofret ganske ophævet.
Så må da røgelsesofret i forvejen være gjort til intet; for
hvordan skal Kristus være deres præst og mellemmand, når de er så gode og rene,
at de ikke har brug for hans blod og embede som mellemmand, men er deres egne
mellemmænd, og selv træder frem for Gud for sig selv, erhverver sig nåde og liv
ved naturlig kraft? Desuden bekender de jo og lærer, at vor naturlige kraft er
ren og god, så behøver Kristus da ikke at være præst for dem. Hvem havde kunnet
tro, at det skulle komme så vidt med de kristne, at nogen ville lære eller høre
dette, som er skrækkeligt at tænke på?
Nu ser vi jo, at alle universiteter samt
paven og hans gejstlige ikke lærer eller overholder andet, og det skal være
kætteri, hvis nogen lærer anderledes. Hvor træffende har ikke Peter skildret
dem i 2 Pet 2, 1, når han siger: ”Der vil komme falske lærere, som vil
indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte
dem.” Han siger ikke, at de vil fornægte Kristus, men den herre, som købte dem,
som vil han sige: De vil bekende Kristus med ord, men de vil ikke anse ham for
at have købt dem med sit blod. Uden hans blod vil de forløse sig selv og af
egen naturlig kraft erhverve sig Guds nåde, som dog alene Kristus har købt til os alle med sit
blod. Det vil sige, at de
mener, det intet koster at erhverve Guds nåde, derfor har de fået den tanke, at
de selv vil erhverve sig den og kan ikke tolerere, at Kristus har købt den.
Når nu Kristus ikke bliver erkendt som en
præst, så kan han meget mindre blive erkendt som en konge. De er ham på ingen
måde underdanige. De er deres egne herrer, det vil sige, Djævelens egne
tjenere, fordi de ikke vil lade Kristus regere over sig og alene virke i dem. Han forbliver alligevel en konge, præst og
forløser for alle skabninger, enten de nu vil det eller ej. Se, sådan må du erkende, at det nu er den tid, da
Peter tre gange fornægter Kristus. Gud give, at de hørte hanegalet, igen kom
til sig selv, erkendte deres fald, så de også græd bitterligt og gik ud af
Kajfas' hus, det vil sige, af pavens Helvedesforsamling, hvor
verdenskærlighedens ild er antændt, og hvor pavens tjenere står rundt omkring
og varmer sig, fordi den guddommelige kærlighed er blevet helt og aldeles kold
i dem.
Dette må være nok om de åndelige ofre. Nu hedder det videre i vor tekst:
Om
at undgå menneskelære
Dette
er den endelige beslutning, at vi skal undgå menneskelærdomme og ikke atter
falde tilbage, når vi én gang er befriet derfra, ligesom disse vise ikke vende
tilbage til Herodes igen, efter at de var blevet ham kvit. Sådan siger jeg
også, at vi skal sky pavens og alle papisters bud og lærdomme, hvis vi ikke
ville pådrage os Guds unåde, og så sandt vi vil have vore sjæle frelst, fordi vi nu har erkendt den rette evangeliske
sandhed. For de lærer os kun at
gå bort fra Gud og følge vor egen fornuft og gerning, hvorved Guds gerning
bliver forhindret, som dog vil og skal virke i os og skænke os alle ting, og
også vil, at vi skal vente os dette af ham. Men menneskelærdomme forlanger af
os, at vi først skal tage fat på alle gerninger og være dem, der tager det
første skridt og søger Gud. Han skal så komme bagefter og se, hvad vi har
begyndt. For at jeg kan give dig et eksempel: De, som nu har den allerstørste
anseelse, lærer de unge, at de flittigt skal bede og gå i kirke, skal leve
disciplineret og være fromme, men
de fortæller ikke, hvordan de kan begynde på det og søge kraften til det. Som
om det var nok at lære, at man skal være from. Ligesådan når de senere skal giftes eller blive
gejstlige, så mener de, det er nok, at de selv tager fat, uden at se hen til
Gud og vende sig til ham. Derefter, når de har begyndt det, så skal Gud komme
og se, hvad de har udrettet, lade sagen behage sig og
anse for god. Ja, man opdrager de unge mennesker sådan, at en pige skammer sig
ved at bede Gud om en kæreste, og en ung mand at bede om en pige. Man mener, det er en tåbelig ting at bede
Gud om en kæreste.
De må forsøge sig på egen hånd. Det er grunden til, at det så sjælden går
godt med ægteskabet.
Burde ikke en pige med fuld alvor være sådan oplært, at hun henvendte sig til
Gud og sagde med fuld fortrøstning: Se, kære Gud, jeg er nu kommet i den alder,
at jeg kan blive gift. Vær du min far, og lad mig være dit barn; giv mig en
from, ung mand, og hjælp mig med din nåde til at blive gift. Eller, hvis det er
din vilje, så giv mig en åndelig nådegave, så jeg kan leve seksuelt afholdende.
På samme måde skal også en ung mand bede om en pige og ikke begynde noget af,
hvad han vil gøre, på egen hånd, men bede Gud om, at han vil begynde det og
lægge den første sten. Det
ville være rette Guds børn, som ikke begyndte noget, med mindre de først havde
vendt sig til Gud med det, hvor ringe det så end er. Så blev Kristus vor konge, og alle vore gerninger
var hans gerninger og vel gjorte. Men menneskelærdommene tåler ikke dette, de
forsøger på egen hånd, som var der ingen Gud, og som om de selv måtte gøre det,
hvis det skal blive gjort ordentligt. Se, af dette eksempel kan du lære,
hvordan alle menneskelærdomme er forføreriske og imod Gud.
Tre
måder at undgå menneskelære på
Der
er tre måder at undgå menneskelærdomme på. For det første, når de blive undgået alene med samvittigheden og
ikke i gerning, sådan som når jeg skriftede, bad eller fastede efter pavens
påbud, ikke i den mening, at jeg måtte gøre det, eller at det var synd, hvis
jeg lod være, men at jeg gjorde det frivilligt af mig selv, ikke nødtvungent,
og godt kunne lade være, hvis jeg ville. Her udføres den menneskelige lærdoms
gerning ganske vist, men samvittigheden er fri og anser overholdelsen og
undladelsen lige. Samvittigheden anser det ikke for synd, hvis den lader dem
være, opnår ingen fortjeneste, hvis den udfører dem. Den beviser ingen
lydighed, men handler efter eget ønske. Det er vel det bedste. Sådan var de
vise endnu i Herodes’ land, færdes også inden for hans herredømme, men de
regner ham slet ikke, kommer ikke til ham, beviser ham heller ingen lydighed.
Den, som nu forholder sig og handler på samme måde under paven, så han ikke af
lydighed, men af egen fri vilje overholder hans påbud – hvis de ikke strider
mod Guds bud – hvordan, når, hvor og hvor længe han vil, ham skader de ikke.
Men dertil skal der en høj forstand, som få mennesker har, og ligesom disse
vise fik det at vide i søvne og hemmeligt, sådan kan det alene ved Guds Ånd
erkendes i hjertet og ikke med ord ude fra tales ind i nogen, hvis ikke hjertet
selv modtager det fra Himlen.
Den anden måde er den at undgå menneskelærdommene både med
samvittigheden og med gerningerne, sådan som de gør, der helt og aldeles træder
dem under fødder og kun gør det stik modsatte med frejdig og sikker
samvittighed. Denne
måde er den nødvendigste og bedste for de svage samvittigheders skyld. Man fører dem godt ud deraf og gør dem lige med
de førstnævnte stærkeste, fuldkomne og frie. Det kan man ikke så let gøre med
ord og samvittighed alene, men man må gribe ind og vise dem også med eksempler
det modsatte. Det gjorde Kristus også, da han lod sine disciple undlade at
rense sine hænder stik imod farisæernes påbud. Derfor var det godt, hvis man nu
lod det påbudte skriftemål, faste og bestemte bønnetider ligge, og på den måde
med eksempler viste, hvordan pavens påbud er narreværk og bedrageri. På et
andet tidspunkt kunne man så gøre alt dette frivilligt.
Den tredje måde er den at undgå dem alene med gerningen og ikke
med samvittigheden, sådan som de gør, der frækt lader dem stå hen og tror dog,
at de gøre uret, idet de ikke overholder dem. En sådan samvittighed findes
desværre udbredt over alt blandt almindelige mennesker. Derfor kalder Paulus
denne tid en farlig tid. For sådanne samvittigheder synder uden ophør, hvad
enten de overholder eller ikke overholder reglerne, og paven er deres
sjælemorder og årsag til sådan fare og synd med sine påbud. Overholder de dem,
så handler de imod troen, som skal være fri for alle menneskelærdomme.
Overholder de dem ikke, så handler de imod deres samvittighed, som tror, at de
må overholde dem. Sådanne mennesker har behov for, at man underviser dem
grundigt i den frie kristne tro og får dem til at aflægge den falske
samvittighed. Hvis de ikke formår dette, må man en tid lang bære deres svaghed,
sådan som Paulus lærer i Rom 15. Man må lade dem følge og overholde sådan
samvittighed ved siden af troen, indtil de også blive store og stærke.
Se, det er at drage en anden vej hjem og ikke vende tilbage til Herodes. For al begyndelse til at blive from sker i almindelighed ved menneskelærdomme og i den ydre hellighed, men man må komme videre til den rene tro og ikke senere på ny falde fra troen til gerningerne. Sådan kommer vi godt frem til vort fædreland, som vi kommer fra, det vil sige, til Gud, af hvem vi er skabt, og enden slutter sig igen sammen med begyndelsen som en guldring. Dertil hjælpe os Gud ved Kristus, vor konge og præst, velsignet i evighed. Amen.